Echo (2019)

Er der en, der kan slippe afsted med at skabe en sekvens-film uden videre fælles struktur, og alligevel få det til at ligne og virke som et værk med stærk sammenhæng, er det islandske Rúnar Rúnarsson.

Flot og enkelt

Det beviser han i hvert fald med ”Echo”, der er en flot og enkel sammenstykning af mange forskellige indtryk omkring jule- og nytårstid i Island. Stemningerne strækker sig fra det gravalvorligt dybsindige over det komiske – i korte sekvenser af få minutters varighed.

Begavet fravalg

Ud over indledende og afsluttende er ”Echo” i klassisk Rúnarsson-stil uden underlægningsmusik – som altid et begavet og virkningsfuldt fravalg. Filmen er i det hele taget stringent, skåret ind til benet, ingen overfortælling.

Ikke prætentiøst

Det er kunstfilm, uden på nogen måde at være prætentiøst, som det i langt højere grad er tilfældet med Roy Anderssons senere film (med hvilke flere urigtigt sammenligner netop ”Echo”).

Stærk identifikation

Som tilskuer oplever man en stærk identifikation, selvom sammenhængskraften ikke er bundet med sløjfe. Med den meget virkningsfulde inddragelse af Islands vilde natur ved juletid kommer de faste billeders begrænsninger rigtig til deres ret (ingen af sekvenserne har kamera i bevægelse).

Særdeles fremragende

En særdeles fremragende filmoplevelse, netop i al sin enkelthed, og fordi Rúnarsson har så stærkt fokus på sin form, uden at den på noget tidspunkt løber af med ham.