The Banker (1989)

Seriemorderstof er altid hot, men det betændte tema kræver etikette og kendskab til besøgelsestid, og dét udviser instruktør og manuskriptforfatter William Webb ikke hér. Vi bliver vidner til en række bestialske mord på smækre, veldrejede prostituerede. Det er rig- og bankmanden Spaulding Osbourne (Duncan Regehr), der svinger en smart elektronisk bue og pil – for herefter rituelt at slagte sine ofre.

En morder er løs

L-A.-betjenten Dan (i en udmærket præstation af Robert Forster) må for alvor trække i arbejdstøjet i håbet om at indhente Osbourne, inden morderen også gør kål på betjentens ekskone. Men allerførst skal Dan finde ud af det, som tilskuerne ved – hvem, der står bag mordene...

Rituel luderslagter

Duncan Regehr er slibrigt-klam i rollen som seriemorderen, men også i den overspillede retning. Hver gang, han skal udføre sin hobby som rituel luderslagter, ifører han sig bemalet og olieret, bar overkrop – og maler mærkelige symboler på åstedet. Dén mand har da en skrue løs!

Grundlæggende troværdighedskrise

"The Banker" kommer aldrig rigtig ud over dén grundlæggende troværdighedskrise, der indfinder sig fra filmens begyndelse. Indpakningen og formidlingen er til den ubehjælpsomme side, og med begge ben solidt plantet i direkte til kabel-muld forekommer projektet både vagt og som uudnyttet potentiale.

En fis i en hornlygte

Den markante seriemorderdramatik bliver således aldrig andet end en fis i en hornlygte. Hverken skræmmende, intimiderende eller interessant. Fra start til slut tæppebombet med Reg Powell og Sam Winans firsertypiske underlægningsmusik.