Storytelling (2001)

Typisk Todd Solondz'sk! En rå, bittersød og totalt twistet virkelighed gradbøjes og steges over åben ild, så det er en fryd udi politisk og menneskelig ukorrekthed. "Storytelling" spinder ender på to virkeligheder og er således inddelt i to kapitler: "Fiction" og "Non-Fiction".

På den hårde måde

I "Fiction" lærer unge forfatteraspiranter på den meget hårde måde, at deres tekster er noget lort. Det siger deres udtryksløse underviser Mr. Scott rent ud (i Robert Wisdoms fænomenale birollepræstation, der undervejs tager en meget uventet drejning!) Hans offer nr. 1 er den sagesløse Elli (fremragende Angela Goethals), der måske ikke skulle være gået med Mr. Scott hjem i privaten?

I familiens skød

I "Non-Fiction" er vi i familien Livingstons skød. Her står teenagesønnerne for skud ved middagsbordet, hvor den evigt observerende far Marty (John Goodman) altid er på mærkerne. Men de griber chanchen, da amatørdokumentaristen Toby Oxman (Paul Giamatti) melder sig på banen: Han vil optage en film om sønnen Scoobys (Mark Webber) liv på gymnasiet.

Hemmelighedsfuldt og tabubelagt

Som vi kender det hos Solondz, er "Storytelling" ikke ligefrem nogen håbsprudlende fortælling. Det er de hemmelighedsfulde og mørke, tabubelagte sider af menneskeheden, der tages under "kærlig" behandling. Og hér bliver ikke taget hensyn til krænkelseskultur, racismeetik eller noget andet. Det er bare lige på og hårdt, og det er vidunderligt befriende!

Lige i skabet

Med bragende flotte skuespillerpræstationer sidder de fleste scener lige i skabet. Stilen er velkendt skrabet – à la minimalisme – og her er ikke alt for meget underlægningsmusik. En amerikansk filmoplevelse af den absolut mere sprøde slags.