White Dog (1982)

Med en stjernepræstation af den hvide hund i hovedrollen er "White Dog" et uforligneligt eksempel på timing og tålmodighed udi kunsten at arbejde koncentreret med dyr som et væsentligt handlingselement på film. Og hér kan instruktør Samuel Fuller sit kram i en grad, så dyrets personlighed brænder igennem lærredet.

Nyslået hundeejer

Hunden påkøres i filmens start af den unge skuespiller Julie Sawyer (Kristy McNichol), der straks tager sig kærligt af det fremmede dyr. Dyrlægen siger, at den nok skal klare sig, og da der ikke er nogen, der reagerer på Julies opslag ved ulykkesstedet, regner hun hunden for sin egen.

En uventet udvikling

Det skal dog snart vise sig, at White Dog, som hunden kaldes, er mere end almindeligt aggressiv. Godt nok har den reddet Julie fra en voldtægtsmand, men at hunden er specialtrænet i at angribe sorte mennesker, havde Julie ikke lige set komme.

Med tænderne først!

Hver gang, hunden ser sort hud, begynder den at snerre – og angriber med tænderne først! Men i stedet for at gå direkte til afliviningsbriksen, opsøger Julie Joe (Bob Minor), der er ekspert i vilde dyr, og han afviser ikke, at hunden har en chance med det rigtige træningsprogram.

Smagfuld indpakning

"White Dog" er i Samuel Fullers smagfulde indpakning rendyrket saft, fråde, blod og pelstotter. Som den udprægede ikke-racist, Fuller var, udgør filmen i endnu højere grad en perspektiveret kommentar til den evigtglødende, men ofte fortiede hetz mod de sorte i USA. Og ved at lade en hund spille racisten, får vi en skurk, som vi indimellem har lyst til at nusse – og en heraf mere virkningsfuld dobbelthed.

Signifikant æstetik

Æstetisk er ofte signifikant med lækre locations, udpræget Fuller'ske kameravinklinger (gennem den legendariske filmfotograf Bruce Surtees' linser) og kamerabevægelser som "klip", dvs. hurtigt panorerende, som vi senere også ser det hos Lars von Trier.

Atmosfærisk emmende

En anden legende, der tilfører filmoplevelsen en ekstra atmosfærisk emmende stemning, er Ennio Morricone, hvis underlægningsmusik kan virke hypnotiserende (men som også er lige en (hunde)tand for udtalt anvendt.) På menneskesiden er Kristy McNichol fin som den sagesløse, men determinerede nyslåede hundejer, mens Bob Minor har de stærkeste scener i de direkte fysiske møder med hunden.