Underworld U.S.A. (1961)

Samuel Fullers gennemæstetiserede "Underworld U.S.A." er først og fremmest en film, der huskes netop på grund af de fortælletekniske greb. På et lille budget er Fuller helt på det rene (og forkant) med, hvad kameraet, lyssætningen og ikke mindst klipningen kan gøre ved en simpel historie om hævntørst og kærlighed.

Hævntørsten vækkes

Da 14-årige Tolly Devlin (David Kent) overværer mordet på sin far, lover han sig selv, at han nok skal få hævn før eller siden. Og det bliver et stort projekt for ham som voksen (Cliff Robertson) at opstøve gerningsmændene og sørge for, at retfærdighed sker fyldest. Men den determinerede hævntørst gør det samtidig svært for ham at vise oprigtig kærlighed til den nyslåede kæreste.

Konstant bevægelighed

I "Underworld U.S.A." sørger Fullers gennemrutinerede cheffotograf Hal Mohr (Mohr filmede allerede stumfilm fra 1912) for en nærved konstant bevægelighed og variation, der samtidig passer glimrende med den lidt uortodokse klippestil, der går hårdt, men elegant til situationer og skift.

Spiseligt lækker

De mange spiseligt lækre sort/hvide frøperspektiver i ofte knaldkompromisløse lyssætninger giver såvel ansigter (i nærbillede) som bygninger og baggrunde en skarphed og elegance, der former en betydelig fremdrift. Her bliver særligt sindsstemningerne hos både "helte" som skurke tydelige: Svedperlerne hagler ned over ansigtet, mens cigarrøgen slører.

Den perfekte baggrund

I en stribe velvalgte locations får de betændte krimiudviklinger i Fullers eget manuskript den perfekte baggrund, herunder ikke mindst overklasseswimmingpoolen og de "hjemlige" omgivelser, hvor kvinderne sørger for (eller i hvert fald forsøger på) at få Tolly ned på jorden, så han ikke for alvor havner i uføre.

Ægthed og indlevelse

Indrammet i en solid, men ikke tyngende æstetik er det en fornøjelse også at kunne konstatere fascinerende ægthed og indlevelse fra et hold af "flotte ansigter", nemlig filmens skuespillere. Her er der vægt og tilmed autenticitet i snart sagt alle præstationer – fra David Kent som teenagerudgaven af vores hovedperson i filmens anslag til mindre biroller.

Voluminøs underlægning

Harry Sukmans underlægningsmusik er meget voluminøs... i den alt for dominerende ende af spektret. Men læg alligevel mærke til, hvor eksklusivt flot komponeret, musikken er. Langt over sædvanlig Hollywood-standard.