Sunes familie (1997)

Efter at første filmbølge af "Krummerne" var malket tom i 1990'erne, opfandt producenten Regner Grasten da bare en ny børnebogsserie at filmatisere: Nemlig de svenske forfattere Sören Olsson og Anders Jacobsson, der har skrevet en lang række ungdsomsromaner om drengen Sune (Per Damgaard Hansen) og hans familie.

Fantasiløst skue

Selvom "Sunes familie" på mange måder er på linje og niveau med de to dårligste "Krumme"-film, kræver det ikke mange scener at konstatere, at vi hér bliver vidner til et yderst fantasiløst skue, der desperat forsøger at hente energi til en sikker familiekassesucces ud af nye forlæg.

Kernefamilie med kærlighed

Det blev ikke til flere danske "Sune"-film, og godt det samme! Historien kredser om den halvstore Sune, der er barn i en kernefamilie fuld af kærlighed. Men der er også meget fritænkning og et par meget distræte forældre omkring ham. Og hvor skal sommerferien egentlig afholdes i år?

Glorificerende tema

Sune bliver meget nemt smaksforelsket i piger – i filmens himmelråbende utroværdigt glorificerende tema. Så små drenge er bare ikke til dikkedik, kys og forlovelsesringe, men det er åbenbart alligevel et tema, der vedbliver at fascinere...

Masser af falde på halen

Claus Bue forsøger sig ihærdigt med masser af falde på halen-komik i rollen som Sunes distræte far – det meste af komikken falder dog til jorden. Men der er alligevel en smule charme at vride ud af filmens atmosfære, og der kan opstå pludselige oaser af indhold, der tangerer opfindsomhed.

Sødladen musik og sangnumre

Bedste indslag opstår i mødet med Jarl Friis-Mikkelsen og Henrik Lykkegaards restaurantmakkerpar Georg og Birger: Her er der pingpong og god timing i både komik og replikker. "Sunes familie" emmer af billig filmisk tilgang og er underkastet en sødladen underlægningsmusik og dertil hørende sangnumre.