Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage (1980)

    Dagens Danmark anno 1980 portrætteres med giftig satirisk indsigt gennem en række spøjse sketches.


    FESTLIGE LØJER

    Jesper Klein, Lykke Nielsen, Jess Ingerslev og Tom McEwan havde under navnet "Kaptajn Klyde" haft succes som revyunderholdere i absurd, gemytlig stil på teatret og i fjernsynet.

     

    Foreviget på film

    I "Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage" blev de foreviget på film. Det blev kun til denne ene af slagsen, og det er da også mere en slags udvidet tv-satire-program end en reelt oplagt spillefilmsskabelon, der ligger til grund for forsøget.

     

    Veltimet humor

    "Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage" er glimtvis vidunderlig i sit veltimede humoristiske syn på Danmark anno 1980 – og på en lang række skæve typer, alle levendegjort at de fire talentfulde komikere. Mest sjov og ballade sørger Tom McEwan, Jess Ingerslev og Jesper Klein for – hvor Kleins kone Lykke Nielsen mere bidrager med en slags "sammenhængskraft", hvis man kan kalde det det.

     

    Talent for satiren

    Og der er virkelig talent for satiren – og vægt bag eksekveringen – når de tre herrer folder sig ud i de meget forskellige sketches filmen igennem. McEwans portræt af den gennemsnitlige danske humor, nemlig at udbryde "det sagde hun også i går" til snart sagt alt, sidder lige i bulls eye, og han er tilsvarende skøn, da han som langhåret blondine-tv-sportsværtinde læser "prognosen" for strikketegn op: Ret og vrang har aldrig været serveret lækrere.

     

    Musikalitet

    Det musikalske er gennemgående hos firkløveret – og der skal også en pligtsang eller to ind i "handlingen", nemlig en fri fabulering over gamle danske evergreenfilmsange, på en baggrund af en ubestemmelig græsovergroet grusgrav.

     

    I særklasse

    Jess Ingerslev er i øvrigt skøn i talrige roller fra den humorforladte nordmand til den nørdede type, der bruger sine briller som vidunderlig spillekolorit. Jesper Kleins komiske talent er helt i særklasse: Han fungerer også som filmens fortæller, og er bedst i de små og betuttede situationer filmen igennem.

     

    Hæver sig over tv-satire

    Filmoplevelsen er selvsagt abrupt og usammenhængende på grund af den episodiske og springende sketchstil, men niveauet af humor, satire og teknisk indpakning hæver sig langt over tv-satirens og er på mange måder tidløs i komikernes talentfulde formidling, der er båret af en fantastisk indlevelse i det absurdkomiske stof, som de selv er herrer (og dame) over.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1980, Danmark, Komedie, Farce, Biler på film, 82 min.

    Dansk titel: Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage
    Instr: Jesper Klein, Per Holst Prod: Per Holst Manus: Jesper Klein Foto: Jan Weincke Klip: Merete Brusendorf Mus: Jesper Klein