Rasmines Bryllup (1935)

Med eftertryk instruktør George Schnéevoigts mest vellykkede film – og i det hele taget en sjælden dansk komedieperle, hvor spil, nuancer og timing sidder lige i skabet. I historien om blikkenslager Mikkelsens (Johannes Meyer) våde drømme om at sælge sin forretning til overpris kommer det bedste frem i skuespillerne.

Genialt aparte nuancer

Det er Johannes Meyer – i karrierens mest ekstremt pusseløjerlige præstation – der stjæler billedet filmen igennem, først og fremmest, fordi han helt og aldeles slår benene væk under alle med sine genialt aparte små nuancer i rollen som blikkenslager Mikkelsen.

Opfarende og humørsyg

Denne Mikkelsen er så opfarende og humørsyg, at han hele tiden er sin egen værste fjende. Hvis ikke han får sin vilje, smadrer han gerne alt omkring sig med viftende arme og ben. Og når han prøver at score begivenheder til egen vinding, er han ultimativt indladende og underspillende.

Afdæmpet Arhoff

Som Mikkelsens nabo og lejer med det opfindsomme navn Nummesen stråler Chr. Arhoff i en afdæmpet og alt andet end manieret indlevelse. Han må stå model til meget i mødet med Mikkelsens udbrud. Den tredje skønne præstation sørger Helga Frier for i titelrollen som Rasmine, der sådan lidt ud af det blå pludselig bliver giftemoden i en høj alder.

Stemningsfulde udendørsoptagelser

I den lettere ende af handlingen udspiller der sig et bette kærlighedsdrama, hvor womanizeren og elitecykelrytteren Kristian (Hans W. Petersen) søger at score damer med alle midler – også sangkunstens. Det oplever vi allerede i filmens åbningsscene, der imponerer med sine stemningsfulde udendørsoptagelser af gamle huse med haver.

Perfekt indrammet 1930'er-billede

"Rasmines bryllup" udgør et perfekt indrammet midt-1930'er-tidsbillede, fuld af variation. Tempoet veksler mellem det hektiske (når Johannes Meyer folder sig ud) og det nærved jordnære – hér ikke mindst, når kærligheden slår sine uskyldige gnister mellem Helga Frier og Chr. Arhoff, mens de synger deres velkendte vise sidst i filmen.