La bête humaine (1938)

Jean Renoirs "La bête humaine" regnes af mange kritikere som den franske mesters bedste film, og den tidløse historie og den alt andet lige sublime indpaknings appeal er da også til at få øje på.

En betændt historie

Baseret på en roman af Émile Zola fortælles en betændt historie om kærlighed, begær, mord og alkoholmisbrug, men det er ikke filmens psykologiske kærlighedsdramatik, der er dens force. Det er derimod miljøskildringerne.

Poetisk realisme

Renoir var på højden af sin poetiske realisme, da han skrev manuskriptet på baggrund af Zolas bog. Poesi og realisme nærmest fosser ud af scenerne takket være den ihærdigt manifesterende perspektivering på miljø- og karaktertegningerne fra allerførste billede.

Legendarisk åbningssekvens

Den lange og legendariske åbningssekvens, hvor vi præsenteres for en sublimt mekanisk/rytmisk togrejse, sætter os således bedre end tusind ord og fagter i forbindelse med historiens hovedrollefigur Jacques Lantier (Jean Gabin), når han sammen med en kollega driver damplokomotivet frem gennem landskaberne.

Togets egen musik

Turen med toget er i sig selv et mester- og kunstværk, som mange filmskabere siden har forsøgt at gøre Renoir kunsten efter. Her er i øvrigt ingen underlægningsmusik overhovedet, for der er så alt rigeligt støj (=musik) fra togets fremdrift gennem tunneller, langs skrænter og på vej mod endestationen.

Kriminaldramatisk romance

Men "La bête humaine" er først og fremmest en kriminaldramatisk romance, der væver Lantier og Séverine Roubaud (Simone Simon) ind i en morderisk affære. Dét komplicerer filmen, for meget af det atmosfæremættede går (tog)fløjten i skiftet fra location- til studieoptagelser.

I en teatralsk retning

Det står lettere utroværdigt og meget tungt hen, når kærlighedstwists med højtbelagt mordplot forsøges afviklet i samme elegante flow. Atmosfæremætningen går i en teatralsk retning, skuespillet vander tilsvarende ud, og vi længes tilbage til det mekanisk/rytmiske, der så eminent driver filmens begyndelse.

I sit rette element

Midt i mordkomplottet glæder en velafbalanceret præstation af Fernand Ledoux, en lidt vag mandefigur, der skal forsøge at matche Simone Simons måske-femme fatale. Bedst er Jean Gabin, særligt i de heldigvis mange scener, hvor han er i sit rette element: På skinner.