God Bless America (2011)

Hér tager den skøre og bittersøde skævhed lidt for meget over i en historie, der meget gerne vil twiste genrer og bryde grænser ned, men som istedet koger over af infantil forårskådhed.

Rod i privatlivet

Frank (Joel Murray) er en midaldrende mand med rod i privatlivet, og da han bliver fyret fra sit kontorarbejde og samtidig får en kedelig besked af lægen, beslutter han sig for at gøre alvor af sine dagdrømme: At slå alle de tåbelige mennesker, der i hans øjne fortjener at dø, ihjel.

Morderiske muligheder

Snart er verden et slaraffenland af morderiske muligheder, og som bonus får Frank følgeskab af den utilpassede og skingre teenagepige Roxy (Tara Lynne Barr). Hun har overværet Franks likvidering af alletiders mest øretæveindbydende tv-kendis, og nu vil hun gerne være med på Franks togt.

Stiv i betrækket

"God Bless America" er egentlig stiv i betrækket fra første scene, og ideen med at bruge uanede mængder af overfladiske reality-tv-klip som perspektivering på samfundets vej mod afgrunden fungerer kun springende og rodet.

Den rå komik taber pusten

Der savnes gnist i de ellers kreativt skrevne roller, hvor det umage "Bonnie/Clyde"-makkerpar kommer ud for den ene mere aparte situation efter den anden. Istedet er replikkerne stift afleveret, og den rå komik taber pusten.

Oceaner af popmusik

Der er så alt rigeligt med underlægningsmusik gennem hele komedien – komplet med oceaner af popmusik (=25 stk.) Sjovest i filmen er den vellykkede mordkoreografi: Her er noget af dén kontrastvirkning i forhold til stil og genre, som filmen ellers ikke lykkes med.