Fail Safe (1964)

Da Sidney Lumet filmede sin ottende spillefilm "Fail-Safe", skulle det vise sig at være i kamp med Stanley Kubricks tematisk beslægtede, men helt anderledes vinklede Dr. Strangelove (1964). Begge film er fra 1964 og tematiserer Den Kolde Krigs svedige, politiske og militante beslutninger – fra et filmisk æstetiseret kontrolrum.

Misforstået møde

Kubrick fik sin vilje: Hans film skulle have premiere først! Hvilket resulterede i, at publikum senere i mødet med Lumets film associerede så meget til den aparte humor i "Strangelove", at de grinede ad scenerne i "Fail-Safe": Helt misforstået, selvfølgelig.

Potentuelt altødelæggende

Når de to film opleves i dag, er det tydeligt, at de begge i nogen udstrækning benytter sig af samme æstetiske greb. Særligt lækkert lyssatte nærbilleder og vinklinger som billede på stress, afmagt og potentielt altødelæggende øjebliksbeslutninger. Men herudover har filmene ikke meget til fælles, og selvsagt er "Fail-Safe" the real thing: Altså uden humoren som filter.

Fænomenal indsigt

Sidney Lumet dyrker sine generaler, sergenter og oberster med en fænomenal indsigt i den afventende og frustrerende stemning, som krigsscenariet rummer. Sædvanen tro med en grundighed i personinstruktionen, der afstedkommer nuancerede præstationer – hér i særlig grad Walter Matthau, Frank Overton, Henry Fonda og Larry Hagman.

Hér og nu-helvede

Der er forskellige vinklinger på koldkrigsthrilleren til at perspektivere hér og nu-helvedet, som beslutningstagerne i magtens centrum befinder sig i. I det nævnte centrale kontrolrum og herudover bl.a. hos piloterne i atombombeflyet og hos præsidenten og hans russiske tolk i et sterilt bunkerlokale.

Fascinerende vidnesbyrd

Kontrolrummets æstetik var i samtiden ganske givet avanceret, men i dag først og fremmest et fascinerende vidnesbyrd om teknikkens udvikling: Alle raffinementer i overvågningen blev håndtegnet- og animeret, og storskærmen er herligt primitiv.

Løfter grundstemningen

Mest liv til den indimellem lidt for fastlåste fortællestil får vi i krydsklipningerne mellem de forskellige magtcentraler i handlingen. Her træder en overbevisende Henry Fonda ind og løfter grundstemningen i rollen som den amerikanske præsident. "I Fondas samtid ville alle amerikanere have stemt på Fonda som præsident, hvis han havde stillet op," som Sidney Lumet senere udtalte det.

Musikken blev valgt fra

Kreative start- og sluttekster bidrager til "Fail-Safe"s usædvanlige og elegante æstetik. Der blev oprindelig skrevet en full score til filmen – men Lumet valgte musikken helt fra... meget til filmoplevelsens fordel, og et modigt valg.