En ny Dag gryer (1945)

Her er noget, vor tids feminister kan korse sig over: I Grete Frische og Poul Bangs "En ny Dag gryer" er det i høj grad den lille kvinde, der med stor entusiasme klarer de huslige opgaver, mens mændene ryger cigarer og morer sig i herreværelserne.

For bare at tage ét blandt mange eksempler på hårdt optegnede kønsroller. Som de selvfølgelig så ud i det danske samfund her i det sidste krigsår, men alligevel i denne film mere outreret og med stof til eftertanke. Tag bare ordvekslingen mellem ingeniøren Erik Berg (Erling Schroeder) og sygeplejeeleven Inger Holst (Grethe Holmer):

Erik Berg: "Ja, jeg er nu så gammeldags, at jeg synes, ægteskabet er den eneste rigtige og naturlige form for tilværelse... vel at mærke, når det er et godt og harmonisk ægteskab... Når man nu ved, hvor lidt der skal til for at glæde en kvinde. Bare dét at man sender hende lidt blomster engang imellem, og man tager del i det, der interesserer hende..."

Inger Holst: "Det har De ret i. Men det er der vist ikke mange mænd, der tænker over!"
 

Ret morsomt set med nutidens briller, men også mere end almindeligt ufrivilligt komisk. I det hele taget er filmoplevelsen præget af så tykt et lag patos, at det driver ned ad kameralinsen. Fra ende til anden og uden ophør udgør "En ny Dag gryer" en slet skjult moralprædiken. Det er nemlig æren, moralen og den "rigtige" livsanskuelse, der er i højsædet. Og disse begreber var aldeles ikke noget, man gjorde grin med i krigstidens Danmark, selvom filmen er bygget over det britiske lystspil "Bank Holiday", der netop tog god fis på dyder og moral.

Inger Holst møder til et selskab den ureelle fuldmægtig Jørgen Frandsen (Jørn Jeppesen), der inviterer hende på en "festlig nat" på et hotel i Tisvildeleje. Imidlertid indtræffer der en tragisk hændelse på hospitalet, hvor Inger arbejder. Den unge enkemand ingeniør Berg (Erling Schroeder) har Inger lært at kende som et fint, reelt og sympatisk menneske. Ingers medfølelse får hende til at tilbyde at opgive sin weekendtur og blive hos ham.
 

Der er ikke nogen situationsfornemmelse over Frische og Bangs iscenesættelse, der mudrer mærkværdigt rundt mellem gumpetung socialrealisme og sangbar folke- og fuldemandskomik. Og ingen af de to grundstemninger har den nødvendige pondus til at brænde igennem det skæmmende patetiske.

Ingen af filmens hovedroller er tilnærmelsesvis interessante, hvad der primært skyldes det moraltungt dikterende over både stil og replikvekslinger. På birollelisten er Albert Sivertsen (Henry Nielsen) den mest nævneværdige i en af sine få (næsten) gennemført usympatiske roller. Han bestemmer over lillemor (Adelhaid Nielsen), og hun må pænt sidde og vente med børnene, mens Albert drikker sig fuld med gutterne på en beverding. Men.. pludselig, henimod filmens slutning, bliver det konen for meget, og hun springer (umotiveret) ud som oprørerske. Det eneste point til kvindesagen i denne film.

Bjarne Hoyers underlægningsmusik er noget udvandet og klinger kedeligt hult til de mange studieoptagelser. Filmen byder på et par enkelte fine locationoptagelser af både København og nordsjællandsk sommeridyl.