The Professionals (1966)

    En millionær fra Texas engagerer fire professionelle lovløse. De skal trodse ørkenheden og dens farer for at bringe millionærens kidnappede kone hjem.


    KLASSISK WESTERN

    Flot (Oscar-nomineret) fotograferet western med en noget håndtam og forudsigelig historie: Richard Brooks' "The Professionals" kan sit genre- og filmhåndværk til perfektion, men nogen uafrystelig filmoplevelse bliver vi ikke vidner til.

     

    Knotten millionær

    Texas-millionæren mr. Raza (Jack Palance) er ærligt talt noget knotten over, at hans betragteligt yngre kone Maria (en – skal det vise sig – stærkt nedringet Claudia Cardinale) angiveligt er blevet kidnappet af mexicanske banditter. Derfor engagerer han fire del- og fuldtidsbanditter med skydefingeren i topform til at hente lillemor tilbage.

     

    Oprørere på lur

    Med Fardan (Lee Marvin) i spidsen trodser firkløveret nu ørkenheden og dens farer. Bag snart sagt hver stok og sten ligger mexicanske oprørere nemlig på lur. Den amerikanske trup må lægge sig i selen for ikke at havne som revolverføde, og dén kunst skal de vise sig at mestre.

     

    Elegant materialitet

    Afgjort mest interessant ved "The Professionals" er Conrad L. Halls lækre fotografering, ikke mindst af klassiske tog i bevægelse gennem tørre landskaber. Det materielle indrammes på alle måder elegant, hvorimod de mellemmenneskelige dramaer og kidnapningstwistet bare ikke rigtig swinger.

     

    Tynd sammenhæng

    Spillet er passabelt, men præget af en tynd sammenhæng. Mest glimt er der over Burt Lancasters rebelske Dolworth – han hentes ud af fængslet mod kaution, fordi han ifølge Fardan er den bedste til at bestride den farefulde tjans.

     

    (Sexistisk) fortærsket

    Mødet med Claudia Cardinale et godt stykke inde i handlingen er ærligt talt noget (sexistisk) fortærsket. Gang på gang vrider hun sig som en ål i nettet i forsøget på at charmere mændene med sine bryster – hendes kidnapning (og gen-kidnapning) skal nemlig vise sig at være af den mindre gennemsnitlige slags.

     

    Ukarakteristisk underlægningsmusik

    Maurice Jarre har begået et storladent, men temmelig tematisk ukarakteristisk score, som helt efter westernbogen er rigeligt anvendt ud over hele filmen. Bedst lykkes Jarre her, når musikken bliver "mystisk": Med sarte og minimalistisk atonale strygere fanges en ret interessant stemning.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1966, USA, Western, Action, Dyr på film, Drama, Tog på film, Bjerge på film, Historie, 117 min.

    Dansk titel: The Professionals
    Instr: Richard Brooks Prod: Richard Brooks Manus: Richard Brooks Baseret på: romanen "A Mule for the Marquesa" af Frank O'Rourke Foto: Conrad L. Hall Klip: Peter Zinner Mus: Maurice Jarre
    Priser
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste debutant (Gomez)