Min kones ferie (1967)

John Hilbard præsenterer en samtids-vovet kone/kæreste/sidespring/skilsmisse-komedie, hvori en tydeligt gejl Ove Sprogøe undervejs udbryder til Ghita Nørby: "Sikken en sød lille røv, du har". Det var semi-grænseoverskridende sidst i 1960'erne, og der skulle gå yderligere tre år, før Hilbard satte de otte sengekantsfilm i søen.

Pænt lovende start

"Min kones ferie" begynder egentlig pænt lovende med et par scener af fin timingskunst og velspil. Her præsenteres vi for parforholdet Axel Strøbye/Ghita Nørby, som det udspiller sig i et forstadsrækkehus – og med rigtig mange små irritationsmomenter.

Tidlig dramatisk udvikling

Men at Strøbyes Allan Thorsen ligefrem går i tanker om skilsmisse er en tidlig dramatisk udvikling. Han har en affære med den (meget dukkesminkede) antikvitetshandlerske Tenna (Malene Schwartz), og han skal bare lige have serveret sine planer for konen, så er der frit spil.

Skilsmisse på skiferien?

Det er bare ikke let, men Allan har en plan: Han tager konen med på skiferie i Norge, og på højfjeldshotellet vil han sørge for, at forskellige bejlere byder sig så meget til hos konen, at hun til sidst vil skilles. Det er hér, John Bjerre (Ove Sprogøe) hægter sig på. Men... mon ikke, Allan kommer på bedre tanker – trods alt?

Folkekomisk forudsigelighed

Efter den fine begyndelse plører John Hilbard desværre hurtigt fast i folkekomisk forudsigelighed, komplet med jammerlige lagkagekomiske indslag (bl.a. en frygtelig Bjørn Puggaard-Müller som meget nærsynet skiturist og en meget sulten Poul Bundgaard, der bryder ud i sang i tide og utide.)

Nogen grad af finurlig udfoldelse

Men der er alligevel plads til nogen grad af finurlig udfoldelse, særligt i spillet mellem Strøbye, Nørby og Sprogøe (bedst er Strøbye). Selvom udfaldet er mere eller mindre kendt fra start, ligger der god energi i den ægteskabelige krises ind- og udviklinger.

Flødebollefyld

Ud over nævnte forfejlede indslag med blandt andre Poul Bundgaard, udgør Dario Campeottos syngende hotelkapelmester en kilde til meget stor flødebollevamlen – og han kommer til at udgøre størstedelen af filmens uelegante fyld, komplet med sin (noget sexistiske) sang om kvinder, der "jo er, som de er, og skal stryges med hårene."

Lumre toner

Ole Høyers underlægningsmusik er helt i tråd med senere tiders let lumre (sengekants-)toner, og det er et temmelig sølle match til en højfjeldskomedie, der søger svaret på kærlighedens kunst. Optagelserne i Norge bidrager med en smule elegance, selvom det for det meste er den samme baggrund, der optages på.