Casque d'or (1952)

En af Jacques Beckers mest afdæmpet balancerede film - og hans største arbejdssucces i det alt for korte liv - er denne på én gang enkle og komplicerede affære om netop en affære, der er snoet omkring pariser-kriminalitetens lillefingre.

"Apachernes dronning"

"Casque d'or", som Smukke Marie kaldes i filmen, har ikke blot levet i virkeligheden; hun var en overgang en kvinde, som alle franske aviser omtalte som "apachernes dronning". Navnet "apache" i forbindelse med parisiske forbrydere stammer fra en artikel i "Le journal", hvis redaktør sammenlignede medlemmerne af to frygtede, parisiske morderbander med den indianske apachestamme, fordi disse stak deres ofre og modstandere ned med knive.

Det smukke, gyldne hår

Marie, som var berømt for sit smukke, gyldne og højt opsatte hår, blev snart et stridens midtpunkt mellem lederne af disse "apacher", og da politiet omsider fik knivstikkerne uskadeliggjort, var hun et midtpunkt i processen. Imidlertid var hun ikke skyldig og blev efter nogen tids forløb glemt. Det var først, da en journalist opdagede hendes navn på dødslisten fra et fattighospital mange år senere, at hele den gamle historie påny blev forsidestof.

En mere end letsindig kvinde

Paris omkring år 1900. Smukke Marie, der egentlig hed Amèlie Helie, men fik tilnavnet i kraft af sit store, gyldne hår, er en mere end letsindig kvinde, der bliver årsag til, at to apache-bander kommer på krigsfod med hinanden. Men først og fremmest er filmen en historie om kærlighed - forplumret af små og store kriminelle intriger.

Signoret i forgrunden

"Fremragende film om apache-kærlighed", "Så fascinerende, at man betaget forlader biografen" og ikke mindst "Hvis man ikke gribes, har man ingen fornemmelse for filmens sprog," lød det bl.a. i samtidskritikken. Simone Signoret var trukket helt frem i markedsføringen af filmen, hvor ordene "letsindig pige" og billeder af en fremskudt barm skulle være med til at sælge varen.

Parisisk kærlighedsdrama

Hyldet som en af alle tiders bedste franske film er "Casque d'or" i dag at finde på de fleste cineasters must see-liste. Og Beckers tilgang til det parisiske kærlighedsdrama er da også magnifikt udi æstetik og stoisk ro.

Billedskønhed af en anden verden

Man bliver mødt af en billedskønhed af en anden verden, når Becker og hans fotograf Robert Lefebvre folder al den kendte kompromisløshed ud i location-optagelserne af Paris. Her er magien udtalt, og sanseindtrykkene til at skære ud af lærredet,

Åndeløs stemning

Langt mere i stå går filmen, når studieoptagelserne tager over, og det tager desværre pusten og rytmen fra den ellers primær-herskende, åndeløse stemning. Der er ganske enkelt scener, der bliver for omstændige og samtidig ude af trit med, hvor grænsen går mellem realisme, komik og melodrama.

Skuespillet en signatur

Samspillet mellem Serge Reggiani og Simone Signoret er på mange måder "Casque d'or"s signatur - og i flere legendariske scener slår spillet gnister med antændingsfare til følge. Heldigvis hører vi ikke meget til Georges Van Parys' underlægningsmusik, men den bliver alt for skinger og stemningsmæssigt modsigende til billederne, når den af og til viser sit ansigt.