Beau travail (1999)

Instruktør Claire Denis overbeviser endnu engang udi den lidt prekære filmkunstart "flot stilstand", som det også var tilfældet med debutfilmen Chocolat (1988). Og igen er det især tilbageblikkets æstetik, der dyrkes. Med alt, hvad det indebærer af fortællemæssige kattelemme- og klapfælder.

Lykkelig militærtid

Den tidligere officer i fremmedlegionen Galoup (Denis Lavant) ser tilbage på sin lykkelige militærtid i Afrika. Her var der orden, kæft, trit og retning. Men også en spirende jalousi, der blev svær at styre og til sidst steg ham til hovedet.

En meditation

Denis' fortællestil lægger absolut ikke op til det egentligt spændingskurve-formstøbte, hvorfor en handlingsgengivelse i virkeligheden er vanskelig. Først og fremmest er "Beau travail" en meditation i lyd og billeder, der grænser til det lyrisk fragmentariske.

Den løse tråd

Billederne kan være hypnotiserende smukke, men kun når framingen tillader det. Vekselvirkningerne mellem nær- og totalbilleder skaber tiltrængt dynamik, men der er alt for lidt fascinationskraft i den løse tråd, der kan kaldes grundfortællingen, til at drive "Beau travail" ud over det blot basalt filmisk tilfredsstillende.

Springgymnastisk lydside

Lydsiden er springgymnastisk og sætter i for høj grad dagsordenen. Filmen ville have vundet meget ved et totalt fravalg af underlægningsmusik og et mindre stemningsstyrende lyddesign: Den afrikanske udørks egne lyde får i få, korte sekvenser lov til at stå alene, og hér fornemmes tydeligt "Beau travails" potentiale.

Fatalistiske virkemidler

De fatalistiske virkemidler former en uheldig boble omkring de grundlæggende fascinerende begivenheder i de både sarte og særegne tilbageblik, og Denis' elegante dyrkelse af nøgne soldateroverkroppe bliver mere statuarisk villet end reelt elegant.