Beach Rats (2017)
En teenager forsøger at bevare machofacaden over for sine venner, samtidig med at han prøver sine seksuelle grænser af med betydeligt ældre mænd.
VANSKELIGT UDSPRING
Hér er begær mellem mænd skrevet og instrueret af en kvinde: "Beach Rats" er således homofilm med et ekstra twist, og det kan findes forfriskende med nye øjne og vinkler på ofte klassisk formidlede minoritetstemaer.
Den unge krops æstetik
Med dette for øje er filmen dog påfaldende lig en homoseksuel mands tilgang til stoffet: Eliza Hittman har i hvert fald fuld fokus på den unge, slanke mandekrops æstetik og skønhed – og dyrkelsen af den som skulpturelt lystsymbol.
En dør på klem
Frankie (Harris Dickinson) er teenager og hænger ofte ud med vennerne i Brooklyn. Hvad, vennerne ikke ved, er, at Frankie hjemme ved computeren er ved at åbne en dør på klem til en ny verden – det spirende begær rettet mod ældre mænd. De første forvirrede chats udvikler sig snart til dates IRL, og hér bliver Frankie bekræftet i, at det er mænd, han vil have.
Den ultimative begejstring
Det ændrer dog ikke ved, at han samtidig dater den smukke Simone (Madeline Weinstein). Hun er prompte faldet for hans drengede charme med de maskuline træk. Problemet er "bare", at Frankie har uhyre svært ved at finde den ultimative begejstring, når han er sammen med hende. Dét er en meget svær balance – og udgør samtidig klart de bedste sindsstemningsbeskrivelser i filmen.
Som alle de andre
Skismaet mellem udadtil at ville være som alle de andre (særligt de ikke videre inkluderende gutter) og drømme om at kunne leve frit som bøsse er flot formidlet, både i de subtile stemninger og i Harris Dickinsons pragtfulde hovedrollepræstation.
For mange sidehistorier
Lidt mere "eventyrlig" bliver lavbudgetfilmen, når den tager for mange sidehistorier ind. Her bliver Hittmans eget manuskript lidt for udflydende og fantastisk, særligt henimod slutningen, hvor hadkriminalitet dukker op lidt ud af det blå,
Enkel fortællestil
Betagende fritaget for underlægningsmusik fremstår "Beach Rats" i det store og hele ærlig i sin enkle fortællestil. Håndholdt kamera, naturlige belysninger (oftest tydeligt helt uden brug af kunstigt lys) og i et fint balanceret lyddesign, der gør brug af naturens egne lyde og kun i få scener anvender underlægningsmusik (andet end den, der indgår som en del af handlingen.)
Rå sexscener
Filmens sexscener bliver ikke for eksplicitte, men er samtidig tilpas rå. Intensiteten er til stede, og der er masser af meget kraftfuld energi i vekselvirkningen mellem Frankies nybegyndergenerthed og hans perfekte krop, hvor vi tillades at se lidt af det hele, uden at det bliver en dyrkelse af kommercielt dedikeret art.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2017, USA, Drama, Homoseksuelt tema, Teenagere, Romantik, 98 min.
Dansk titel: Beach Rats- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- SUNDANCE - Directing Award
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering