Snap (2018)

David Miedzianogoras fire minutter korte midtvejsproduktion fra Københavns Film- og Fotoskole er denne tongue-in-cheek-drengestregshistorie, der – helt i tråd med tidens farlige og seksuelt udfordrende virtuelle delebilleder – går i kødet på en gruppe teenagedrenges spilopper i omklædningsrummet.

Farligt Dickpic

"Skal vi ikke tage et Dickpic?" spørger den ene dreng den anden, hvorefter han stikker telefonen ned i underbukserne. Målet er at publicere billedet af de nedre regioner til specifikke klassekammerater, og da det anonymt afsendte billede opdages af en fyr i omklædningsrummet, kommanderer han alle drengene ud i badet, så de én efter én kan smide underbukserne. Før eller siden skal synderen – eller sjoveren, om man vil – nok blive afsløret!

Veloplagt serveret

Udmærket aktualitetsgrebet idé, der er pænt og veloplagt serveret – med en fint afvæbnende humor. Billederne er skarpt og semiprofessionelt indrammet, skuespillet er med pæn indlevelse i både det farlige dick-delingsshow og den efterfølgende meget høje pinlighedsfaktor.

Ultrakomprimeret

"Snap" er også en ultrakomprimeret fortælling om muligheden for venskab, hvor synderne til det uartige billede må vælge enten at hænge hinanden ud eller at stå sammen. Johannes Østlund Jacobsens musikunderlægning rummer inspirerede klange og er ikke en billedstjæler.