Sofie (1992)

Tungsindigt, melankolsk tyktflydende og ikke-letløbende storfilm, der med sine to og en halv times spilletid ellers lægger op til en episk-historisk dans. I stedet bliver "Sofie" i Liv Ullmanns iscenesættelse en både teatralsk og ubehændig filmoplevelse, der tilmed er gabende kedsommelig.

Grundigt frustreret

Sofie (Karen-Lise Mynster) er en 29-årig og grundigt frustreret rettroende jøde. Endnu har hun ikke fundet sig en mand, og hun begynder at fundere over, om hun skal gøre "karriere" i livet som gammeljomfru. Men så begynde bejlerne at melde sig.

Ingen lykke

Først træffer hun den intense kunstmaler Hans Højby (Jesper Christensen). Ingen tvivl om at Hans gerne vil slå pjalterne sammen med den smilende jødinde, men de rettroende principper forbyder sådan en alliance. Så i stedet gifter Sofie sig med sin kejtede fætter Jonas (Torben Zeller) – et ægteskab, der kaster børn af sig, men ingen lykke.

Uskønt udført

Der springes hensynsløst frem i tiden gennem filmen. Et par år hér og fem dér – uskønt udført og uden fornemmelse for dramaets potentielle puls. I det hele taget er "Sofie" præget af en overfladisk historiefortælling, der kommer til at stå i skærende kontrast til det påkostede kostume- og periodedrama.

De ydre lag

På intet tidspunkt rammer storfilmen en tone, der kan retfærdiggøre den næsten bergman'sk mørkt-melankolske tilgang. Vi forbliver i de ydre lag, hvor ingen skuespillere har udfoldelsesmuligheder til at forme kant og elegance i deres roller.

Triste spildte kræfter

Det forhindrede ikke Robert-komiteen i at tildele filmen fem priser, herunder for bedste birolle til Ghita Nørby og Jesper Christensen. I den dominerende hovedrolle er Karen-Lise Mynster slet ikke i nærheden af at lyne. Triste spildte kræfter over hele linjen.

Utroværdigt udtryk

En hel del meget forskelligartet klassisk musik spiller en afgørende rolle i filmens udtryk: Fra Goldberg-variationerne til Carl Nielsens Maskerade-ouverture – en nem måde at "forstærke" den historiske stemning på, men i "Sofie" føjer det bare et lag ekstra til det utroværdige udtryk.