Der var engang (1966)

Skuespilleren og teaterinstruktøren John Price kastede sig hér sultent over filmatiseringen af selveste Holger Drachmanns folkeligt muntre skuespil om en prinsesses snobberi i mødet med talrige mandlige bejlere.

Kreativt studieoptaget

Stjernebesat og kreativt studieoptaget former "Der var engang" sig i dén grad som filmet teater, og Prices iscenesættelse bærer præg af manglende styring. I stedet står scenerne stive og uinspirerede – og efterlader initiativet til de dygtige skuespillere, der dog må knokle forgæves.

"Dur ikke, næste..."

Den både snobbede og selvoptagede prinsesse af Illyrien (Birgitte Price) benytter sig meget af "dur ikke, næste"-mentaliteten, når mandlige bejlere melder sig og beder om hendes hånd. Således også, da Prinsen af Danmarks (Peter Steen) dådyrøjne melder sig under tronen.

Romantisk tovtrækkeri

Efter romantisk tovtrækkeri må prinsen ty til ganske alternative metoder for at få sin prinsesse: Han smider kappen og udgiver sig for at være en anden – og hermed bevæger filmen sig også for første gang ud af studiet til en lille klynge svært tiltrængte udendørsoptagelser.

Tilløb til hofsatire

Løjerne tager flere gange tilløb i retning af velment hofsatire, men gang på gang forfaldes i stedet til det manierede, i både iscenesættelse og spil. Ingen af skuespillerne formår at brænde igennem, og der er ellers nok at tage af (i og med at en lang række biroller kun optræder i en enkelt scene.)

Underkastet klassiske toner

P.E. Lange-Müllers musik er ufrivilligt skambrugt gennem hele det historisk farvestrålende setup, faktisk er der stort set ikke en scene, der ikke er underkastet de klassiske toner. Efter datidens standarder var den statslige støtte til Prices film enorm. Men filmen blev en publikumsmæssig fiasko.