Ashby (2015)

    En gymnasiedreng indleder et skævt men tiltagende hjerteligt venskab med sin skrantende nabo, der skal vise sig at have en række eksotiske lig i lasten.


    SKÆVT & VELSPILLET

    Vi har set det før: Umage venskaber formet af tilfældigheder og behov for en faderfigur. Men manuskriptforfatter og instruktør Tony McNamara har alligevel mere end standardformler på hjerte, og hans anden spillefilm, "Ashby", udgør 100 minutters meget fint afrundet og skæv charme, hvor alvor og komik ligger temmelig overbevisende i ske.

     

    En hemmelighedsfuld nabo

    Gymnasiedrengen Ed Wallis bor alene med sin fraskilte mor. Hans far har det hele i munden og overholder aldrig aftalerne - til stor skuffelse for den faderfigurshungrende Ed. Da Ed får som skoleopgave at skrive en ganske særlig historie, fatter han straks interesse for sin hemmelighedsfulde nabo, Ashby Holt.

     

    Lig i lasten

    Ashby er ikke alene dødsmærket, han har også en række lig i listen - og hele historien udfolder sig, mens det umage par kører rundt i Eds dollargrin, med 17-årige Ed som chauffør. Langsomt udvikler de to et venskab, der trods de åbenlyse forskelligheder kommer til at spille en stor rolle i begges liv.

     

    Vellykket samspil

    En væsentlig vægt i filmoplevelsen "Ashby"s charmerende succes er det meget vellykkede samspil mellem Mickey Rourke og Nat Wolff. De supplerer hinanden og spiller op til hinandens meget åbenlyse forskelligheder. Det afstedkommer en ret pæn mængde både troværdige, bittersøde og tankevækkende scener, der sætter livet - og døden - i perspektiv.

     

    Beundringsværdig selvironi

    Det kriminelle sidetema er måske nok en kende pjattet, men da det er fortalt med komisk lune, kommer det aldrig til at kamme over i rendyrket overgearing. Her er Rourkes "naturligt" hærgede udseende ideelt - og rollen er spillet i en blanding af beundringsværdig selvironi og livskraft på meget lånt tid.

     

    Drenget og betagende charme

    Nat Wolffs drengede og betagende charme er den optimale kontrast og bidrager med masser af energi til det vellykkede parløb. Gymnasiedrengens livskvaler (komplet med en kejtet forelskelse) står knivskarpt i Wolffs ærlige og naturlige portræt. Filmens lykkes overordnet pænt i sin lidt sære genreblanding, og det er svært ikke at smile ad de mange fine påhit og sidespring, der præger billedet.

     

    Oaser med stilhed

    Ind imellem tager Alec Puros originalmusik lidt for meget styring i lydbilledet, men det er værd at glæde sig over det fine oaser med stilhed, der også giver filmoplevelsen tiltrængt vægt og tid til at overveje de store bagvedliggende temaer.

     



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2015, USA, Drama, Komedie, Krimi, Romantik, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Ashby
    Instr: Tony McNamara Prod: Phil Hunt, Josh Kesselman, Rory Koslow, Kevin McCormick Manus: Tony McNamara Foto: Christopher Baffa Klip: Matt Friedman Mus: Alec Puro