Manchester by the Sea (2016)

    En ung mand med en personlig tragedie i bagagen vender tilbage til sin hjemegn for at tage sig af sin nevø, efter at broren er død.


    HJERTET BANKER

    Flot gennemført stemningsfilm, der holder tonen og balancen til sidste scene. "Manchester by the Sea" er en dybfølt skildring af sorgens mange ansigter, og filmen er allermest vellykket, fordi den tør stå ved sin mission – næsten uden at fortolke eller overfortælle.

     

    Et vanskeligt parløb

    16-årige Patrick (Lucas Hedges) har netop mistet sin far, og moren er ikke meget bevendt. Derfor kan det være en mulighed, at hans onkel Lee (Casey Affleck) kan blive hans værge. Men Lee bærer selv rundt på en frygtelig tragedie med skyldfølelsens overbygning, så at parre de to bliver ikke nødvendigvis en succes.

     

    Sorgens mekanismer

    Instruktør og manuskriptforfatter Kenneth Lonergan har føling med sorgens mekanismer og den kringlede og mangesidede psykologiske sjælebøjning, den ofte fører med sig. "Manchester by the Sea" er ikke en tudefilm, ikke et melodrama i klassisk forstand – snarere en mental rejse på ærlighedens præmisser.

     

    Stoisk ro

    Væsentligt for filmens balance er dens stoiske ro: Ingen store armbevægelser, ikke noget behov for at diktere en stemning (på nær i de omtrent fem kortere eller længere intermezzi med forskellig musikunderlægning, primært klassisk... Disse bliver lige tanden for sentimentale.)

     

    Forbilledligt spil

    I samspillet mellem Lee og Patrick finder vi dog hovednøglen til filmens succes. Casey Affleck vandt en Oscar for sit portræt af den tyngede Lee, og unge Lucas Hedges nomineredes til en statuette for sin forbilledlige teenager i krise.

     

    Nuanceret og fuld af indlevelse

    Følt, nuanceret og fuld af indlevelse står spillet som den helt store vinder i "Manchester by the Sea", sammen med en lang række fine og delaljerede billeder på sjælesorger, hvor mætning og eftertanke er overladt helt til tilskueren selv.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2016, USA, Psykologisk drama, Teenagere, Drama, Skibe på film, Biler på film, 137 min.

    Dansk titel: Manchester by the Sea
    Instr: Kenneth Lonergan Prod: Lauren Beck, Matt Damon, Chris Moore, Kimberly Stewart Manus: Kenneth Lonergan Foto: Jody Lee Lipes Klip: Jennifer Lame Mus: Lesley Barber
    Priser
    • AA - Bedste manuskript
    • AA - Bedste skuespiller (Affleck)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Hedges)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste film
    • GG - Bedste skuespiller (Affleck)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde