Manchester by the Sea (2016)

Flot gennemført stemningsfilm, der holder tonen og balancen til sidste scene. "Manchester by the Sea" er en dybfølt skildring af sorgens mange ansigter, og filmen er allermest vellykket, fordi den tør stå ved sin mission – næsten uden at fortolke eller overfortælle.

Et vanskeligt parløb

16-årige Patrick (Lucas Hedges) har netop mistet sin far, og moren er ikke meget bevendt. Derfor kan det være en mulighed, at hans onkel Lee (Casey Affleck) kan blive hans værge. Men Lee bærer selv rundt på en frygtelig tragedie med skyldfølelsens overbygning, så at parre de to bliver ikke nødvendigvis en succes.

Sorgens mekanismer

Instruktør og manuskriptforfatter Kenneth Lonergan har føling med sorgens mekanismer og den kringlede og mangesidede psykologiske sjælebøjning, den ofte fører med sig. "Manchester by the Sea" er ikke en tudefilm, ikke et melodrama i klassisk forstand – snarere en mental rejse på ærlighedens præmisser.

Stoisk ro

Væsentligt for filmens balance er dens stoiske ro: Ingen store armbevægelser, ikke noget behov for at diktere en stemning (på nær i de omtrent fem kortere eller længere intermezzi med forskellig musikunderlægning, primært klassisk... Disse bliver lige tanden for sentimentale.)

Forbilledligt spil

I samspillet mellem Lee og Patrick finder vi dog hovednøglen til filmens succes. Casey Affleck vandt en Oscar for sit portræt af den tyngede Lee, og unge Lucas Hedges nomineredes til en statuette for sin forbilledlige teenager i krise.

Nuanceret og fuld af indlevelse

Følt, nuanceret og fuld af indlevelse står spillet som den helt store vinder i "Manchester by the Sea", sammen med en lang række fine og delaljerede billeder på sjælesorger, hvor mætning og eftertanke er overladt helt til tilskueren selv.