The Hollars (2016)

Skuespilleren John Krasinski spillefilmsdebuterer som instruktør med et, må man nok sige, temmelig skabelonpræget "skævt og komisk/dramatisk" familieeventyr. Skabelonpræget på dén måde, at selvom filmen er netop skæv, er den samtidig skåret på samme indie-agtige kæp som talrige andre amerikanske film.

Meget på hjerte

Ikke desto mindre har "The Hollars" rigtig meget på hjerte. Det er historien om familien Hollar: Far, mor og to voksne sønner, der er udfordret på flere felter. Og sammenholdet har næppe været stærkere, end da mor Sally (Margo Martindale) får konstateret en hjernesvulst.

Ingen nem udfordring

Selvom det dér med at blive rystet sammen heller ikke er nogen nem udfordring. Det erfarer firkløveret med kærester, ekskoner m.m. på den hårde måde hen ad vejen.

Bittersød slagside

Grundstemningen i "The Hollars" er komisk – naturligvis med en bittersød slagside, der er hæderligt forsøgt, men langt fra gennemført troværdig. 

Sødladent

Samtidig er der alt for meget sødladenhed på banen, og dét bliver i længden både for klistret og stereotypt til, at filmen kan blive ret meget andet end et underholdende skuldertræk.

Pænt spil

Skuespillet er pænt: Bedst er den efterhånden sygehussengeliggende Margo Martindale, ligesom Richard Jenkins har gode scener som hendes husbond med let til tårer. Mindre gelinde går det for instruktøren selv: John Krasinski har den bærende rolle, og dén bliver aldrig andet end overflade uden krads i lakken.

Alt for meget musik

"The Hollars" er alt for musikunderlagt. Når ikke originalmusikken giver ekstra blus til det sødladne, sørger en lang stribe popsange (16 i alt) for at sætte den "rette" stemning fra ende til anden.