The French Lieutenant's Woman (1981)

Ikke noget helt almindeligt filmforløb – og som sådan en lettere krævende oplevelse: Karel Reisz' filmatisering af John Fowles' kærlighedsroman er allermest en visuel vinder, mens den halter mere i formidlingen af den komplekse og indimellem springende historie.

Stort spørgsmålstegn

Filmens allerførste scene vækker med sin klaptræsaction undren – for var det ikke et historisk drama fra 1900-tallets England, vi skulle bevidne? Har man ikke læst på filmlektien (eller forlægget), er man nok ét stort spørgsmålstegn både i anslaget og undervejs i filmen, hvor der springes mellem historie og nutid.

Bjergtagende fotografering

Den primære vægtning er på det historiske drama med alle dens flot genskabte tidsbilleder og en intet mindre end bjergtagende, fænomenal og smuk fotografering af Freddie Francis (der bl.a. var en af David Lynchs foretrukne fotografer med film som The Elephant Man (1980) og The Straight Story (1999) på samvittigheden.)

Streeps gennembrudsrolle

Med den pæne række af prisnomineringer, som "The French Lieutenant's Woman" fik, undrer det såre, at Freddie Francis ikke kom i betragtning. Meryl Streep vandt til gengæld fortjent en Golden Globe for sit dobbeltportræt – her tidligt i karrieren. Sarah / Anna-rollen kan med rette betragtes som Streeps reelle gennembrud.

En affære på flere plan

To skuespillere har en affære, mens de indspiller et historisk kærlighedsdrama, hvor de også spiller hinandens hjertenskære. Så filmen er på flere niveauer en metafilm, der samtidig leger med historiske diagonaler og kærlighedsaspekter på kryds og tværs af tid og rum.

Den svære kunst

Den svære kunst at jonglere med flere niveauer i samme film mestres ikke til perfektion af Karel Reisz, og dybest set ville vi bare gerne opleve en rendyrket historisk, melodramatisk storfilm. Men samtidig fascinerer lagdelingen og de muligheder, den skaber for helt særlige fortællemæssige afstikkere.

Fotografisk åndenød

Freddie Francis' fotografering er og bliver den helt store force, og flere af billederne er som malerier med perspektiveringer af landskaber, der giver tilskueren åndenød. Carl Davis' underlægningsmusik er rigeligt anvendt, som oftest med samme Leitmotif, der stjæler billedet i alt for høj grad.