Glassland (2014)

Ganske godt forsøg udi portrætkunst af alkoholspøgelset på film. Unge Gerard Barrett har både skrevet og instrueret Dublin-dramaet om Jean (Toni Collette), der er godt i gang med at drikke sig ihjel. I dette selviske projekt er hun komplet ligeglad med sine børn, men sønnen John (Jack Reynor) bliver alligevel ved og ved med at samle hende op fra nærved fatale branderter. Kan han ændre hendes mission?

Realisme

Stilen er godt og grundigt realistisk, måske også for realistisk, hvis fiktionsfilm overhovedet kan blive det. I hvert fald lykkes det ikke helt for Barrett at tæmme sin egen barske historie, og det højdramatiske tema bliver lidt for udtværet i længden.

Melodrama-tendenser

Det bliver lidt for selvsmagende, selvransagende og selvsørgeligt – og så er vi ude, hvor det indimellem kan være svært at bunde, og hvor der går for meget melodrama i sagerne. Samtidig føler man sig af samme årsag hægtet lidt af det ellers komplet intense drama.

Fine præstationer

Men hovedstammen i filmoplevelsen er ægte nok, båret primært af to meget fine præstationer af Toni Collette og Jack Reynor. Og så den ærlige fortællestil, der er præget af håndholdt ægthed og et lyddesign på det virkelige livs præmisser: Her er fx slet ingen underlægningsmusik (på nær mystiske to minutter hen imod slutningen.)

Universel alkoholproblematik

Den universelle alkoholproblematik er i det store og hele således oprigtigt og troværdigt indrammet, og i de allerstærkeste scener rejser de små hår sig hist og her. Men det er ikke en konsekvent virkning, og "Glassland" mangler den sidste føling med grænser for at brænde helt og decideret igennem.