7-9-13 (1934)

"Hvorfor fotograferer man ikke bedre i danske Films? Hvorfor anvender man ikke meget mere Lys? Hvorfor tager man stadig kendte Skuespillere fra Teatrene i Stedet for at finde nye ude i Folket?"

Sådan skrev en anmelder i affekt, da stumfilmsinstruktøren A.W. Sandberg i 1934 havde premiere på talefilmen "7-9-13". Det er da heller ikke den store originalitet, der præger hverken lyd eller billede (Kai Normann Andersens slagere til trods), men filmen har alligevel strejf af charme i sit komisk selvmorderiske emne.

Handlingen begynder med en fiasko: Den håbefulde dramatiker Peter Flint (Eyvind Johan-Svendsen) har netop haft premiere på sit nyeste stykke, men applausen udebliver, og publikum håner forfatteren i en sådan grad, at han straks vil hænge sig. Men det er svært at finde en duelig gren at hænge sig fra, så i stedet for at kvæles havner Flint bogstavelig talt i stuen hos forretningsmændene Schmidt (Svend Bille) og Ludvigsen (Frederik Jensen).

Da Flint har genfortalt sine sorger, ser de to herrer straks en mulig forretning i den plagede mand. Snart tilbyder de Flint alle tiders fidus: Hvis han blot lover at holde sig i live det næste år, kan d'herrer nemlig få udbetalt den nytegnede livsforsikring. Til gengæld viser Flint sig som en krævende klient og lever livet i sus og dus – snart også med kærlighed i kikkerten.
 

"7-9-13" står afgjort stærkest i sin melankolske tilgang til op- og nedture. Filmens første halvdel er bedst – her er Eyvind Johan-Svendsen det helt rigtige valg til at udstråle det akut depressive (selvom samtidens anmeldere netop var utilfredse med ham i hovedrollen.) Helt efter bogen – og fuldt forventeligt – drejer Sandbergs film dog hurtigt ind ad den rendyrkede farces firesporede motorvej, og herfra er der desværre ingen vej tilbage.

Stadig glæder dog komediens letløbende stil, der nok er 1930’er-primitiv i blandt andet kameraføring, klipning og lyssætning, men som er kvikt afviklet uden alt for meget decideret fyldstof. At Normann-Andersens sange til denne film ikke hører til blandt hans bedste, betyder mindre i sammenhængen.

Filmens øjestenskærlighedsvise, som Peter Flint fremfører for sin (filtreret fotograferede og udtalt henrivende) hjertenskær Molly Werner (Solveig Oderwald-Lander), har følgende tidstypiske tekst af Fridolin: "Det er dig, lille lyse Veninde, der faar Skyerne til at forsvinde..."