Det sande ansigt (1951)

Lidt mere end blot et hæderligt forsøg på at dreje en egentlig dansk kriminalfilm. Men "Det sande ansigt" drejer desværre også halsen om på sig selv på grund af en klæbrig underliggende kristen forkyndelse.

Flot er det i Rudolf Frederiksens markant stiliserede sort/hvide fotografering, når vores stakkels skyldbetyngede hovedperson vakler rundt i de københavnske gader. Det er arkitekten Troels Rolf (Lau Lauritzen), der af politiet mistænkes for at have voldtaget og dræbt en lille pige. Da Rolf ikke kan redegøre for, hvorfor han gik forbi gerningsstedet netop på aftenen for forbrydelsen, kommer han også snart selv i tvivl om sin uskyld. Og det er tæt på at koste ham både forstand og ægteskab.

Myndighedernes mistanke er på et mildest talt ultratyndt grundlag, men beskyldningerne er i kriminalassistentens (Jørn Jeppesen) politibedrevidende nedstirring ikke til at tage fejl af. Og hvad kan den stakkels karrierearkitekt gøre andet end svedende at bevidne sin egen deroute?
 

"Det sande ansigt" vandt i 1951 en Bodil for bedste film, og det afspejler nok mere end noget andet samtidens manglende filter i forhold til det overfortalte, det præbestemt tematiske og – i dette tilfælde – det religiøst forkyndende. I dag er det meget åbenlyst, at "Det sande ansigt" primært er en kirkeklokkesynkron opsang til det danske folk: Medmenneskelighed versus fordømmelse står malet i de sort/hvide billeder, og manuskriptet er da også baseret på en roman af præsten Gerhard Rasmussen.

I det samlede billede vinder filmoplevelsen meget betragteligt på den flotte indpakning, og Lau Lauritzen har afgjort en af sine bedste roller som den ibundtrådte, udtværede og nedstirrede bedsteborger. Der ligger også en fin ærlighed i portrættet af Rolfs ægteskab. Der er en grund til, at han går lange ture om natten. Han er ikke tilfreds, han er usikker og har brug for luft, i mere end én forstand. Men hjemme i dobbeltsengen er konen utryg og får aldrig en forklaring på hans natlige vandringer.

Bedst på birollesiden er Ib Schønberg som den ikke helt fine bladredaktør. I de fineste scener formidler han en meget mørk melankoli, som han står dér – sammenbøjet og med hemmelige skygger i blikket. Sven Gyldmark har fået en lidt mere interessant historie at lægge musik til, og det kan mærkes på graden af inspiration. I hvert fald har tonerne lidt mere kant end normalt.