Lords of Dogtown (2005)

    En gruppe teenagere startede i 70'ernes Californien for alvor skateboard-bølgen og blev hurtigt både rige og berømte.


    SITRENDE UNGDOMSFILM

    Hektisk fortalt drama om skateboardingens reelle fødsel i Californiens solrige gader: I 70’erne opfandt en gruppe teenagere en helt ny måde at presse brættet til det yderste på, og snart blev de centrum for verdensomspændende berømmelse.

    Unge i fokus
    Det er Catherine Hardwickes anden spillefilm og en ny runde med unge mennesker i fokus ovenpå den kritikerroste og prisvindende Thirteen (2003), der kredsede om helt unge teenagepigers sololøb med sex og stoffer.

    Konstant sitrende
    "Lords of Dogtown" er en konstant sitrende filmoplevelse, der aldrig falder til ro - og aldrig vil falde til ro. Det er meningen med galskaben, at teenagernes ekstrempuls og rodløshed skal smitte af, og det lykkes faktisk Hardwicke ganske flot at formidle de unge mænds livsstil og tankevirksomhed (eller mangel på samme) ganske troværdigt.

    Elegant personinstruktion
    Det skyldes i langt mindre grad den konstant ekstremistiske lyd- og musikside, der tæppebomber tilskueren med pop- og rocksange uafbrudt. Snarere er personinstruktionen og de unge skuespillere studier i både elegance og talent. Her kommer man under de nøgne overkroppes hud og ind bag facaden, og det er nødvendigt i en film, der ellers dyrker overfladen som æstetisk greb.

    Energisk fotografering
    Og i Elliot Davis’ energiske fotografering finder vi en anden sprællevende indgang til ungdomsformidling på de unges præmisser: masser af kreative og alternative vinklinger på skateboarding i den lavtstående californiske aftensol.

    Mangel på overblik
    Med de unge mænds berømmelse følger masser af penge, villige ungpiger og tiltagende mangel på overblik. Verden står alt for åben, og hvordan skal man disponere over en sådan tilværelse, når man ikke engang er helt voksen endnu? Svaret står hen i det uvisse men en til åben debat.

    Glimrende spil
    I de bærende roller glimrer særligt Emile Hirsch og John Robinson. Heath Ledger er mere stereotyp end nødvendigt som forbilledet Skip. Til gengæld har Rebecca De Mornay fine scener som uligevægtig mor, og Michael Angarano fuld af udstråling som den unge medløber, Sid.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024