The Green Mile (1999)

Det lader til, at vi i instruktør Frank Darabont har fundet en særdeles duelig Stephen King-fortolker. I hvert fald er det hér anden gang (efter The Shawshank Redemption (1994), han imponerer og forfører biografgængerne (og kririkere) med en storstilet og dramatisk King-filmatisering.

Bemærkelsesværdigt jordnær
"The Green Mile" er filmens navn, og den bygger på Kings bemærkelsesværdigt afdæmpede og jordnære roman af samme navn. For selvom historien har et bærende overnaturligt element, ligger den helt centrale spænding i de langt mere "almindeligt menneskelige" luftlag.

Et stykke vinylgulv
"Den grønne mil" er navnet på dét stykke vinylgulv, som de dødsdømte fanger fra fængslets blok E i 1935 skal tilbagelægge på deres vej mod den elektriske stol. Og i øvrigt er vinylgulvet også det eneste "farverige", fangerne har at kigge på i den hårde ventetid. I godt tre timer "underholder" filmen således om livet lige før døden på den nævnte grønne mil.

En gigantisk fange
Men filmen handler egentlig mest om fangevogterne, ledet af den sympatiske og tolerante Paul Edgecomb (Tom Hanks). En dag ankommer den fysisk gigantiske sorte fange John Coffey (Michael Clarke Duncan), der efter sigende har voldtaget og dræbt to små piger.

Sadismen vinder
Han er dog tilsyneladende ligeså from som et lam, som han er enfoldig. De største problemer i blok E opstår, når den sadistiske fangevogteraspirant Percy Wetmore (Doug Hutchison) øser ud af sit generelle had og gør alt for, at fangerne skal føle sig utrygge og fornedrede. Wetmore har kontakterne i orden, så det er begrænset, hvad den fornuftige del af vogterne tør gøre for at stoppe ham.

Overnaturlige evner
John Coffey, der sidder stille og svedende i sin celle, viser sig tilmed at have nogle ganske usædvanlige evner, der første gang kommer til udtryk, da han ved håndspålæggelse helbreder Edgecomb for blærebetændelse. Disse evner bliver siden udnyttet i nogle voldsomme og for filmen vigtige sammenhænge.

Hanks fint afdæmpet
Det stærke skuespil er en væsentlig årsag til, at filmen fungerer overvejende godt. Tom Hanks er overbevisende i en fint afdæmpet og sympatisk præstation.

Flotte præstationer
Hans medvogtere spilles alle på hver deres måde elegant og beundringsværdigt: David Morse er pålidelig som Edgecombs ligesindede Brutus Howell. Doug Hutchison leverer udtryksfuld ækelhed i rollen som sadisten Percy Wetmore. I de mindre biroller lyser fangerne så afgjort op. Michael Clarke Duncans svært "nuttede" spil er lunt og hjerteknusende. "Sådan en stor mand med så stort et hjerte"!

Glædestårer og klump i halsen
Og nabocellens iltre franskmand spilles gribende af Michael Jeter. Han er også omdrejningspunkt for den tamme mus Mr. Jingles – en mus, der faktisk giver anledning til både glædestårer og klump i halsen. De meste af handlingen foregår i blok E, men i de få farverige klip fra livet udenfor er nøjagtigheden, som instruktøren i kulisserne har ramt året 1935 med, ganske tydelig.

At le og græde
Thomas Newmans sødladne musik spiller desværre i lidt for høj grad en dominerende rolle bag de smukt fotograferede scener, og således er der musik til enhver stemning. Ærgerligt, når der i et anderledes stille filmunivers sikkert bedre kunne findes anledning til både at le og græde.

Overnaturlig afrunding
Filmens sidste time koncentreres om det overnaturlige, og der drages nogle spændte konklusioner og moraler, som godt kunne have været ønsket spredt lidt ud i filmen. Enkelte situationer med overnaturligt islæt gør sig virkelig bedre i romanen end på film, og det fantastiske tager filmisk overhånd, hvormed meget af intensiteten forsvinder.