Ingenjör Andrées luftfärd (1982)

Jan Troells film om Andrée-ekspeditionen:

Ingenjör Andrées Luftfärd (1982)

En frusen dröm (1997)

Jan Troells iscenesættelse af den tragiske Andrée-ekspedition i 1897 er både smuk og bevægende med stof til eftertanke. Han har taget sig tid til detaljerne og giver dermed et imponerende virkelighedsnært billede af, hvilket mareridt, de tre svenske mænd var igennem, da de vandrede over polarhavisen i sensommeren og efteråret 1897.

Fordybelse
Det kræver sin iscenesætter at forme en så barsk begivenhed til levende film. "Ingenjör Andrées Luftfärd" lyser virkelig langt væk af engagement og fordybelse i emnet, og det er næppe muligt at forestille sig et mere vellykket valg af skuespillere.
 

Selvskrevet Sydow

Max von Sydow var næsten selvskrevet til rollen som den ambitiøse og kompromisløse forsker Salomon Andrée (1854–97). Andrée havde gennem en årrække foretaget studier med ballonrejser og havde allerede i de tidlige 1890'ere en drøm at gøre en ballonrejse til Nordpolen.

Luft under ekspeditionen

I 1896 blev ekspeditionen en realitet, bl.a. takket være flere gavmilde sponsorer, og Andrée og hans to medrejsende Knut Fraenkel (Sverre Anker Ousdal) og Nils Strindberg (Göran Stangertz) drog mod Danskøen på det nordvestlige Spitsbergen i Svalbard.

Beslutsomhed
Dårlige vindforhold umuliggjorde imidlertid den planlagte affart, og Andrée og hans folk måtte drage skuffede hjem til Sverige igen. Dog fast besluttede på at gøre et forsøg igen næste sommer. Og året efter kom så langt om længe det store øjeblik, hvor linerne blev kappet, og de tre mænd steg til vejrs fra ballonhuset på den lille klippeø.
 

En kort fornøjelse

Turen i ballonen blev dog en kort fornøjelse. Allerede første dag mærkedes de første vanskeligheder, og kun få dage efter affart var Andrée, Fraenkel og Strindberg tvunget til at nødlande på polarhavets drivis. Herfra forsøgte de at pejle sig vej tilbage mod fastlandet, stærkt belæsset med udstyr og madrationer.

I land på Hvideø
Turen over isen var selvsagt ikke nem. Ekspeditionen måtte igennem mange kvaler over den mange uger lange vandring, der til sidst bragte dem i land på den gletsjerdækkede Hvideø, den nordøstligste forpost af Svalbard.
 

Overmandet af frost og kulde

Her forsøgte de tre mænd at slå lejr med tanke på at overvintre, men der skulle ikke gå mange dage, før de blev overmandet af frost og kulde, måske bukket under for en madforgiftning eller bare ofre for den næsten ubærlige træthed i kulden.

Som en fjerde deltager
Troells egen fotografering er indbydende og smuk. Tilskueren bliver næsten som en fjerde ekspeditionsdeltager, så meget engagerer historien. Von Sydows solide skuespil suppleres flot af Ousdals og Stangertz' kraftfulde udtryk.
 

Endeløse sletter

Filmen er meget tæt på at være en tro kopi af dén opfattelse, der kan fås af ekspeditionen ved at læse bøgerne. Det blivet let at genkalde sig de endeløse issletter, de mange improviserede lejre, ballonen på isen, Hvideøen i horisonten... Det er, så det løber koldt ned ad ryggen.

Identifikation
Den første time beskæftiger Troell sig fornuftigt med tiden før ekspeditionen. Dvs. fra 1896 i Stockholm og Paris (hvor ballonen blev fabrikeret). Vi involveres i de tre mænds privatliv og knytter dermed stærkere følelser til dem, end hvis filmen bare var startet lige på og hårdt med ekseditionens start i 1897. Strindbergs forelskelse i Anna (Lotta Larsson) og Andrées forhold til sin mor er begge glimrende eksempler på godt opbyggede personskildringer.