Lust och fägring stor (1995)

    En 14-årig skoledreng forelsker sig i sin lærerinde, og hun tiltrækkes også af drengens spirende seksualitet.


    FORBUDT KÆRLIGHED

    Instruktør Bo Widerbergs søn Johan Widerberg spiller i denne primært dansk producerede spillefilm den 14-årige Stig, der bor i en lydt lejlighed med sin far, mor – og sommetider sin storebror, der til dagligt er i den svenske marine.

    Penislængder sammenlignes
    Året er 1943, og drengene sammenligner penislængder og omfanget af kønsbehåringer. Bo Widerberg lader filmen indlede med en gammel skrift, der løber op ad skærmen og fortæller publikum om pubertetens mange facetter.
     

    Et hedt forhold

    Stig forelsker sig i sin nye lærerinde Viola (Marika Lagercrantz), og der går ikke længe, før de kysser på skolens loft. De indleder et hedt forhold bag om ryggen på Violas handelsrejsende mand Kjell (Tomas von Brömssen) – en drikfældig musikelsker.

    En vanskelig affære
    Efterhånden bliver affæren svær at skjule, og Kjell går ned med flaget. Stig begynder at føle sig ansvarlig over for denne ulykkelige mand. Men det er er ikke helt sikkert, at Kjell overhovedet har opfattet, at hans kone har et forhold med en 14-årig dreng, men det ville være naivt andet.

     

    Gennemgående arie

    Kjell introducerer en masse klassisk musik for teenageren – hvuilket samtidig udgør en længe ventet variation til hovedtemaet af G.F. Händel (en arie fra operaen "Rinaldo"). En meget smuk arie, ganske vist, men det bliver alligevel trættende at høre den igen og igen, hver gang de to turtelduer bare ser på hinanden.
     

    Kærlighedens kvaler

    I takt med, at Kjell bliver mere og mere skidtmas, svigter Stig lærerinden og går i stedet til en jævnaldrende pige fra skolen, som før har tilbudt sig i retning af en skibsbriks...

    Rod i handlingen
    Der er en del småting samt et par længere sekvenser i filmen, det kan være svært at finde hoved og hale i. Bagefter opleves det som om, disse elementer ligeså godt kunne have været klippet ud og tiltrængt have afkortet filmen noget.

    Diffust
    De noget langtrukne sekvenser, hvor Stig sidder med Kjell kan også forekomme mærkelige. Ofte fortæller Kjell livlige historier, som man først forbinder med noget i historien – og så alligevel ikke forstår. Og hvad har en ca. tre minutter lang sekvens med Stigs storebror i bokseringen at gøre midt i det hele? Det er sådan noget, der gør, at "Lærerinden" føles lidt for lang og for diffus.

    Store skuespillerpræstationer
    Det bedste ved filmen er skuespillet. Johan Widerberg er vidunderlig, han har en kolossal udstråling og er god til at veksle imellem talrige sindsstemninger. Marika Lagercrantz leverer dog filmens største præstation, en fremragende splittet rolle, både kærlig og fjendsk.
     

    Barnligt voksen

    Hun er den erfarne, men samtidig er hun ligeså "barnligt" udforskende som Stig. Tomas von Brömssen leverer en uelskelig præstation, desværre, fordi han både skal spille komisk og tragisk, hvilket ikke rigtigt lykkes. Der er flere gode biroller, blandt andre skolens rektor, der har en fin replik – og Stigs unge "alternativ", der ublufærdigt klæder sig af foran kameraet.

    Helt stuerent
    Filmen er helt stueren, vi ser ikke meget andet end en bar nummer og et sæt bryster. Det kunne måske have styrket intensiteten i det "ulovlige" forhold at gøre billedsiden tilsvarende "ulovlig", men det valgte Bo Widerberg at undgå – måske for ikke at krænke sin søns blufærdighed? Således er deres forhold næsten udelukkende skildret i kys og blikke, til gengæld er det i sig selv også fuld af erotik.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1995, Danmark, Krigsdrama, Romantik, Teenagere, Drama, Erotik, Krig, Historie, Børn på film, 112 min.

    Dansk titel: Lærerinden
    Instr: Bo Widerberg Prod: Per Holst Manus: Bo Widerberg Foto: Morten Bruus Klip: Bo Widerberg Mus: G.F. Händel, J.S. Bach, P. Tchaikovsky, L.van Beethoven, G. Mahler m.fl.
    Priser
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • BERLIN - Sølvbjørnen (Bo Widerberg)
    • BERLIN - Blue Angel
    • BERLIN-N - Guldbjørn-nominering
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste instruktør
    • GULDB-N - Bedste skuespiller (Widerberg)
    • GULDB-N - Bedste skuespillerinde (Lagercrantz)