Marvin's Room (1996)

Med en lun og uundgåeligt smittende humor midt i et dystert tema griber "Marvin's Room" fra begyndelsen fat i tilskueren og holder taget hele vejen igennem. Skuespillet er filmens stærkeste side: Meryl Streep er vidunderlig i rollen som den travle og lidt flagrende Lee. Hun har nok at se til med sin umulige teenagesøn Hank (Leonardo DiCaprio).

Tilpas afdæmpet
DiCaprio er i sønnerollen god, tilpas afdæmpet og troværdig. Ikke for dukset og temmelig uartig. Diane Keaton byder desværre på lidt for mange kunstige smil, mens Robert De Niro har en fin, humoristisk birolle som en klodset læge, og Gwen Verdon er ganske god som den multihandicappede og dog mobile tante Ruth.

En ubehagelig opringning

En dag får Lee en opringning fra søsteren Bessie (Diane Keaton). De to har ikke set hinanden i tyve år på grund af uoverensstemmelser omkring pasning af deres syge far. Ham tog Bessie sig af igennem alle årene. Nu har hun imidlertid fået at vide af sin klodsede læge, at hun har blodkræft, og hun behøver sin familie i håbet om at kunne finde matchende knoglemarv hos dem.

Nøglen fundet
Lee ankommer med sin umulige Hank og hans lillebror Charlie (Hal Scardino). Hank er ikke meget for at lære sin moster at kende, men hun har alligevel på finurlig vis fundet nøglen ind til ham, og hun lirker ham langsomt i gang. Denne side af historien er glimrende fortalt og spillet.

Fin beskrivelse

Forholdet mellem Lee og Bessie er også fint beskrevet. Uvenskabet kommer i baggrunden, og sygdommen samt angsten for at dø kommer op til overfladen. Og alligevel er det svært helt at glemme gamle skænderier. Her og hos dr. Wally (Robert De Niro) finder vi den forløsende humor midt i alvoren.

Smukt og stilfærdigt
Det er en smuk og stilfærdig beretning, der sætter livet lidt i perspektiv. Desværre bliver den – trods alle positive takter – en smule for amerikansk, især på grund af Keatons smil og mimik... det kammer især over i filmens slutning.