Me, Myself & Irene (2000)

Manden med gummiansigtet, Jim Carrey, er tilbage i en lettere lalleglad komedie af ægte hollywood'sk karakter. En flittig brug af vittige dialoger og masser af humoristiske indslag kan dog ikke stille noget op mod den ærgerligt dumme historie.

Et karakterskifte
Hovedpersonen Charlie (Carrey) må vinke farvel til sin kone, da hun render med en anden. Tilbage sidder han med tre store sønner – og sit gummiansigt. Alle mennesker i det lille bysamfund behandler ham som en altmuligmand, de bare kan koste rundt med. Men pludselig en dag slår det klik for den gode Charlie, og han skifter karakter som et lyn fra en skyfri himmel.
 

Hård, barsk og pervers

Charlie bliver hård, barsk og pervers – han viger ikke tilbage for noget. Skjult bag et ansigt, han ikke selv kan kontrollere, får han således hævn over alle dem, der tidligere har trampet på ham.

Alvorlig sygdom
Han får ret hurtigt konstateret, at han lider af alvorlig skizofreni. Den kan dog holdes nede med kraftig medicin. Det er en fordel, for nu møder Charlie den yndige kvinde Irene (Renée Zellweger), som er meget modtagelig over for mænd af en lidt blødere karakter.

Skifter ansigt

Mænd, der ikke kun tænker på sex. Når Charlie ud af den blå luft alligevel skifter ansigt, ændrer han sig dog netop til en liderlig og bramfri slagsbror, der slet ikke kan kontrollere sine følelser.

Grin med alvoren
"Me, Myself & Irene" har sine øjeblikke. Blandt det bedste er situationen med en ko midt på vejen og scenen, hvor Charlie tisser skævt på toilettet. Der kommes dog ikke udenom, at filmen i høj grad gør grin med en meget alvorlig psykisk sygdom, på en så lalleglad og amerikansk måde, at det ind imellem kan synes indsigtsløst. Jim Carrey stjæler fuldstændigt billedet og præsterer, hvor manuskriptet tillader det, komediespil til den helt store medalje.