Et Skud før Midnat (1942)

Hvis man bare skal finde på noget positivt at sige om denne, Arne Weels udprægede venstrehånds-kriminalfarce, må det være, at den blot varer 85 minutter - og at Petrine Sonne funkler i en bette birolle i sammenlagt 2-3 minutter.

Meget tæt på bunden

Vi er meget tæt på bunden. "Et Skud før Midnat" simpelthen emmer af manglende inspiration, og veteran-manuskriptforfatteren Arvid Müller leverer et af karrierens mest udvandede historier. Den "sarte" blanding af krimi og komedie fungerer ikke tilnærmelsesvis pirrende, og stort set alle spillere er stive som brædder.

Kørt træt i hverdagen

Gunnar Laurings modelæge dr. Lind er ved at være kørt træt i hverdagen. Hvorfor egentlig ikke tage ud på en jordomrejse og opleve lidt af verden? Denne plan forpurres dog af hans ekskone, Berthe Qvistgaards Vera, men de to indgår alligevel en form for deal eller no deal, der involverer forfatteren og teaterkritikeren Martin Steen.

Komplet umotiveret

Da denne imidlertid - ud af det blå og komplet umotiveret - findes myrdet af dr. Lind, er det slut med at drømme om udlandsrejser. Nu begynder et sirligt opklaringsarbejde, hvor Lind om ikke andet for tilfredsstillet sin indre detektiv. Han er nemlig med helt fremme blandt politifolk og detektiver.

Umusikalsk og farveløs

Filmen er umusikalsk og farveløst strikket sammen, og man taber næsten interessen umiddelbart. Der er simpelthen ikke nogen tænding, og læg hertil et somme tider pinligt ringe lydarbejde. Filmmusik er der ikke meget af - et sagte plus i bogen, hvor positiverne ellers begrænser sig til Petrine Sonnes fine birolle som portnerkonen fru Hansen, der både elsker sladder - og er skeptisk over for fremmede.