Olsen-banden ser rødt (1976)

    Olsen-banden har fundet partituret til Elverhøj-ouverturen frem, da de bryder gennem Det Kongelige Teaters vægge.


    FORBRYDELSE BETALER SIG IKKE #8

    Sammenhængende film:
    Olsen-banden (1968)
    Olsen-banden på spanden (1969)
    Olsen-banden i Jylland (1971)
    Olsen-bandens store kup (1972)
    Olsen-banden går amok (1973)
    Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
    Olsen-banden på sporet (1975)
    Olsen-banden ser rødt (1976)
    Olsen-banden deruda' (1977)
    Olsen-banden går i krig (1978)
    Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)
    Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
    Olsen-banden over alle bjerge (1981)
    Olsen-bandens sidste stik (1998)
    Olsen banden junior (2001)

    "Olsen-banden ser rødt" er absolut en af de allerbedste af de fjorten film i serien. Ikke alene fungerer historien meget overbevisende, der er også megen herlig humor forbundet med den perfekte tekniske timing.

    En klassiker
    Det er nok dén af filmene, mange husker bedst. Sekvensen fra Det Kongelige Teater er en klassiker i den danske filmskat, men figurerne Egon (Ove Sprogøe), Benny (Morten Grunwald), Kjeld (Poul Bundgaard) og Yvonne (Kirsten Walther) virker på en eller anden måde også fuldbyrdede i denne film. Der er ingen kritikpunkter til skuespillet, det er genialt og skidegodt.

    Egon har en plan
    Da Egon kommer ud af fængslet, har han en plan. Det er dog ikke en plan, der kan indbringe banden millioner, men derimod sølle 15.000 kr. Egon ved lige nøjagtigt hvordan, han, Benny og Kjeld skal få fat i en kostbar, tusind år gammel vase.

     

    Uhyggelige kældergange

    De tager ud til en fornem baron, der bor på et enormt slot med et virvar af uhyggelige kældergange. Det er gennem disse gange, at banden skal komme ind. Naturligvis går det galt et par gange, inden det lykkes, men det betyder jo heldigvis bare endnu mere herlig underholdning.

     

    Diskrete kokke

    Blandt andet skal Kjeld og Benny klæde sig ud som kokke og indgå diskret i et hold af kokke, der er hyret til at bespise en hel hær af grever og baroner, der er samlet på slottet. Chefkokken spilles mesterligt af Buster Larsen. Og så skal vi selvfølgelig et smut i Det Kongelige Teater, hvor banden til tonerne af Kuhlaus "Ouverture til Elverhøj" hamrer, banker og sprænger sig frem til den føromtalte vase.

    Enestående
    Det er den mest populære og på dansk tv oftest genudsendte film i serien, og med god grund. Timingen er uovertruffen, og mange af scenerne rummer en uafrystelig komisk magi, der er enestående for dansk filmhumor.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026