Olsen-banden over alle bjerge (1981)

Sammenhængende film:
Olsen-banden (1968)
Olsen-banden på spanden (1969)
Olsen-banden i Jylland (1971)
Olsen-bandens store kup (1972)
Olsen-banden går amok (1973)
Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
Olsen-banden på sporet (1975)
Olsen-banden ser rødt (1976)
Olsen-banden deruda' (1977)
Olsen-banden går i krig (1978)
Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)
Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
Olsen-banden over alle bjerge (1981)
Olsen-bandens sidste stik (1998)
Olsen banden junior (2001)

De første ti minutter af den (næst)sidste film i serien om Olsen-banden er et lidt for omfattende resume af den tolvte film, som "Olsen-banden over alle bjerge" er en direkte fortsættelse af.
 

En lang række planer

Dette resume afløses af en lang række planer, som Egon har, hvilket bl.a. fører banden til byernes by Paris. Hér er direktør Bang-Johansen (Bjørn Watt-Boolsen) nemlig taget ned med de mange millioner. På sin vis er han taget af sted med ansvar for verdensfreden, så det er en større sag for banden! Pengene skal de have fat i, ikke mindst fordi Yvonne (Kirsten Walther) og Kjelds (Poul Bundgaard) sølvbryllup meget snart står for døren.

Rød pengekuffert
Men som sædvanligt er det svært at holde på den røde kuffert, der indeholder alle pengene, og det bliver nødvendigt at organisere en hel del mindre planer undervejs for at kunne generobre. Det er disse småplaner, der er det bedste ved den trettende Olsen-bandenfilm.

Yvonne engageres

Yvonne engageres denne gang som falsk rengøringskone på SAS-hotellet. Den liderlige gamle buk af en rengøringsleder har svært ved at holde sig fra hende, men Yvonne er ikke sådan at løbe om hjørner med, og så "trænger der jo også gevaldigt til at blive tørret støv af..." På et af hotelværelserne ligger Bang-Johansen med sin kuffert, og han har hyret tre bodyguards til at passe på sig, men dem klarer Egon nemt.

Ikke den bedste i serien
Ikke den bedste af filmene. "Olsen-banden over alle bjerge" skulle have været den sidste film, og med dét i baghovedet skulle det synes, Balling og Bahs netop kunne have skabt en særligt morsom og fri farce, hvor finalen ville være helt ustyrlig. Men historien er tværtimod blevet underligt træg og mangler sine steder gejst og humør.

Konstante smil
Indrømmes skal det, at der ikke er dét tidspunkt, man ikke sidder og smiler: Det er bare en glad og livsbekræftende film, også selvom den på sørgeligste vis var den (næst)sidste af tretten (fjorten) vidunderlige danske farcer. Slutningen kunne have været mere original, mere åben.