Parenthood (1989)

En sød lille Ron Howard-film og en mærkelig uligevægtig blanding af komedie og alvor. De første fem kvarter af filmen er gode, det hele kører smertefrit, historien er underholdende, skuespillet er veloplagt og varieret.

Utiltalende udvikling
Men ligeså snart, Ron Howard kommer ind på baseball'en, hvor far skal lære søn at blive mand, er det som om, en ond fe drysser støv ud over filmen, og de sidste tre kvarter bliver rædselsfuldt amerikanske, hverken morsomme eller dramatiske – og særdeles utiltalende.
 

Ti skæbner

Filmen følger omkring ti forskellige skæbner. Hovedtemaet er børn – og hvordan, det er at være forældre. Steve Martin er en af fædrene, Gil, med tre vilde unger og en fjerde på vej.

En bedre far?
Den ældste søn viser sig at være til stort besvær i skolen, hvilket kommer noget bag på Gil og konen Karen (Mary Steenburgen). For at undgå, at sønnen skal igennem "pinefulde" samtaler med en psykiater, sætter Gil sig for i stedet at blive en bedre far – i håbet om, at dét vil hjælpe.

Seksualitetens grænser
En anden skæbne er alenemoren Helen (Dianne Wiest), hvis to umulige børn går hende på nerverne. Datteren omgås – til Helens store fortrydelse – med kæresten Tod (Keanu Reeves), og sønnen Garry (Joaquin Phoenix) er ikke meget hjemme, og når han er, ser han pornofilm og udforsker seksualitetens grænser(!)

Et friskt pust
Hér overrasker det, så vovet filmen er. En batteridrevet dildo, (heftig snak om) oralsex, 12-årige drenges onanivaner og saftige titler på pornofilm er blot nogle af de tabuer, der bliver brudt i den ellers så udtalt amerikanske filmoplevelse. Et friskt pust, og ikke noget, Hollywood ville tillade i fx 2010'erne.

Én stor vammel suppe
Vi kommer ind på livet af mange flere skæbner, blandt andre Gils forældre og hans utilregnelige bror Larry (Tom Hulce i en udmærket birolle). Det er et stort plus, at vi virkelig kommer til at føle, at vi kender personerne, men et ligeså stort minus, at de alle sammen bliver kogt sammen i én stor, vammel suppe i filmens slutning.