Sommersby (1993)
Efter flere år i krig vender en landsbys stolte arbejdsmand hjem igen. Men han er ikke som før.
DEN ELSKVÆRDIGE SVINDLER
Sammenhængende film:
Le retour de Martin Guerre (1982)
Da den unge mand Jack (Richard Gere) vender tilbage til sin hjemby efter at have været i krig i flere år, er han ikke, som han var, før han tog af sted.
Ikke den samme mand?
Den første, der lægger mærke til dette, er hans kone Laurel (Jodie Foster), men da Jack har forandret sig i en positiv retning, fortæller hun ingen, at hun godt ved, han ikke er dén, han udgiver sig for at være. Først, da nogle af Jacks gamle fjender dukker op, opstår der problemer, og Jack ender for retten...
Vellykket Hollywood-fortolkning
"Sommersby" er en vellykket Hollywood-fortolkning af Daniel Vignes og Jean-Claude Carrieres franske film "Le retour de Martin Guerre" med Gerard Depardieu i hovedrollen. Hvor den franske film beskæftiger sig indgående med retssagen, er den amerikanske i højere grad visuelt og fortælleteknisk betagende.
Delikat anslag
Richard Gere spiller stærkt i en af sine mere nuancerede roller og Jodie Foster er overraskende tilpas i rollen som hans kone. Anslaget er en af filmens delikatesser: En usædvanligt lyrisk Danny Elfman-underlægningsmusik fører tilskueren ind i den smukt fotograferede historie, og man skal selv finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Intet er afsløret på forhånd, men de fleste har nok allerede nu en forestilling om, at Jack ikke er Jack.
Afdæmpet stil
"Sommersby" er gennemarbejdet smuk og romantisk på et afdæmpet plan. Det er dejligt problemfrit at leve sig helt ind i den malende og roligt fortalte historie.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1993, USA, Drama, Mystik, Romantik, Historie, Retssalsdrama, Bjerge på film, Børn på film, 104 min.
Dansk titel: Sommersby- Richard Gere (Jack)
- Jodie Foster (Laurel)
- Lanny Flaherty (Buck)
- Wendell Wellman (Travis)
- Bill Pullman (Orin)
- Ray McKinnon (Lawyer Webb)
- Frankie Faison (Joseph)
- R. Lee Ermey (Dick Mead)
- Muse Watson (Drifter)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation