A Time of Destiny (1988)

En underlig filmcocktail: Gyseligt vammel og overspillet, men samtidig temmelig atmosfærefyldt og engagerende i sin historie. Man tager sig til hovedet og nikker anerkendende på skift.

Minder om "Åndernes hus"
"A Time of Destiny" har en hel del fællestræk med Bille Augusts The House of the Spirits (1993): En dominerende spansk far med en underkuet familie, der tækkes farens behov og krav uden at tage hensyn til sig selv.

Dominerende far
Der er også de børn, der skiller sig ud og nægter at adlyde. Døtrene skal være hos faren hele tiden og passe og pleje ham og hans kone i deres forestående alderdom. Sønnerne skal videreføre den store farm i det gode navn. Men den ene søn er død, og den anden er så godt som lukket ude af familien.
 

Midt under krigens rædsler

Vi er midt i 2. verdenskrigs rædsler, og faren Jorge (Francisco Rabal) får et voldsomt chok, da hans ældste og mest elskede datter Josie (Melissa Leo) pludselig render af sted for at gifte sig med soldaten Jack (Timothy Hutton).

Hævnen er sød
I sit raseri følger faren efter det nygifte par, og hans ophidsede tilstand gør, at han kører i vandet og drukner. Sønnen Martin (William Hurt) ankommer til sygehuset og får beskeden. Selvom faren hadede ham, vil han alligevel placere skylden og hævne sin afdøde far. Og skylden får søsterens mand Jack. Da Martin hører, at Jack skal til Italien i krig, melder han sig frivilligt til samme deling, og de to kommer tættere og tættere på hinanden...

Svingende spil
William Hurt er okay, selvom han kun spiller på noget nær halv styrke, men det er slemt at se på de vamle roller besat af henholdsvis Melissa Leo og Timothy Hutton. Melissa Leo slår dog alle rekorder. Bedende hundeøjne, mæglende fakter, sukret stemme. Det er ikke til at abstrahere fra!

Overvammel musik
Filmen er et teknisk pænt bekendtskab, dog halter det multi-overgearede klimaks. Ennio Morricones musik er ovenud vammel. Det er dog det værste klisterstads, den ellers så dygtige komponist hidtil har brygget sammen.