Ditte Menneskebarn (1946)

Bjarne Henning-Jensens filmiske fortolkning af Martin Andersen Nexøs roman er stærk og bevægende. Den ubarmhjertige fortælling om teenageren Ditte (Tove Maës) er engageret til sidste scene.

Født før ægteskabet
Ditte er født før ægteskabet og er derfor ikke "for noget at regne". Moren Sørine (Karen Lykkehus) vil ingenlunde kendes ved hende, så Ditte bor hos sin højt elskede bedstemor Maren (Karen Poulsen).

Et indædt had

En dag kommer morens nye mand forbi og tager Ditte med sig. Stedfaren viser Ditte dén kærlighed, som moren ikke vil. Hun hader Ditte, selvom hun nok næppe kunne ønske sig en mere medgørlig og hjælpsom datter.

Et hadefuldt væsen
En dag slår det klik for moren, og med sit hadefulde væsen begår hun en voldsom udåd for at få fingre i nogle kontanter, som bedstemoren ellers havde gemt, til Ditte blev stor. Snart herefter sættes moren i fængsel, og Ditte bliver ung pige på en nærliggende gård. Her vises hun heller ingen nåde, men møder dog en form for kærlighed i gårdens søn.

Meget stærkt skuespil
Skuespillet er filmens helt stærke side. Det er længe siden, dansk film har præsteret at få børn til at spille så ægte. Instruktør Bjarne-Henning Jensen og hans assistent (og kone) Astrid Henning-Jensen har virkelig lagt stærke kræfter i at forme børnenes udstråling og indlevelse.

Ingen ondskab

Blandt de voksne imponerer i særlig grad Edvin Tiemroth som stedfaren med det store hjerte, Karen Poulsen som bedstemoren med det endnu større hjerte – og Tove Maës som Ditte med hjertet, der ikke rummer nogen form for ondskab.

Flotte stemningsbilleder
"Ditte Menneskebarn" huskes også for Verner Jensens flotte sort/hvide billeder med stemningsfulde lyssætninger og god variation mellem studieoptagelser og udendørs fotografering. Som prikken over i'et beriges vi af fremragende underlægningsmusik af Herman D. Koppel.