Where the Truth Lies (2005)

Ambitiøs filmisk totalentreprise med fuldpakken af virkemidler i alt fra kamerabevægelser til underlægningsmusik: Atom Egoyan serverer (endnu) en mærkværdigt overstyret film, der har drama på drengen fra start til slut, men som aldrig overbeviser helt.

Inspireret af det virkelige livs komikerpar Jerry Lewis og Dean Martin fortæller Egoyans filmatisering af Rupert Holmes’ roman historien om entertainerne Lanny (Kevin Bacon) og Vince (Colin Firth), der lever et feteret liv med masser af kvinder, sprut, stoffer – og ikke helt rent mel i posen med tæt forbindelse til mafiaen. I hvert fald bliver parret genstand for mordmistanke, da en kvinde findes druknet i deres hotelværelses badekar. En ung og attraktiv kvindelig journalist kommer (på flere måder) helt tæt på, men kan hun få lov til at fortælle sandheden, eller er sandheden i virkeligheden en løgn...? Mange år senere tager hun tråden op og opsøger det gamle komikerpar.
 

"Where the Truth Lies" er en film i konstant bevægelse. Kameraet hviler sjældent, underlægningsmusikken veksler mellem "transportmusik" i form af optempojazz og Mychael Dannas originalkomponerede stemningsmusik. Minutterne helt uden toner kan tælles på meget få fingre. Det betændte stof med masser af eksperimenterende sex på kryds og tværs af orienteringer, tilsvarende eksperimenter med alkohol og stoffer og i det hele taget det ekstravagante high society-liv burde være guf for dygtige skuespillere som Colin Firth og Kevin Bacon. Men desværre er de højintense scener fortalt med alle de nævnte udenomsdramtiseringer, så de bliver sjældent helt troværdige. Trods alt lykkes det makkerparret Firth / Bacon at levere varen i en håndfuld både komiske og ynkværdige sammenhænge. Og der er passable indhop på birollesiden fra blandt andre Maury Chaykin og David Hayman. Masser af villige kvinder byder sig til, bedst er Alison Lohman i al sin underspillede uskyld.

Filmen fortælles mere eller mindre i ét langt tilbageblik, hvor både Lanny og Vince ser tilbage på livet som partnere i en omtumlet showbusinesskarriere med uendeligt mange ikke helt stuerene afstikkere. Det bryder rytmen med de mange monologer om fortidens små og store synder, når du hellere vil have fokus på handlingens egen strøm.