The Blair Witch Project (1999)

Det er ikke muligt helt at forhåndsafskrive en "amatørfilm" som "The Blair Witch Project", der, alle tvivlsomheder til trods, rummer en pæn bunke vilje til fornyelse: Gyseren ligner ganske vist mest af alt en eksamensopgave fra et hold gymnasieelever, men den har alligevel sine få gode øjeblikke.

Sporet ind på uhyggen
En håndfuld unge mennesker har besluttet sig for at drage ind i en stor skov for – måske – at kunne afdække hemmelighederne omkring en meget gammel fabel. Det hedder sig, at en heks engang på brutal vis har myrdet i området, og selvom ingen af de unge (selvfølgelig) tror på hekse, skal de alligevel snart blive sporet ind på uhyggen.

Mørket falder på...
Da teltet er slået op, og mørket falder på, melder lydene sig ude fra det sorte – og skræmmer livet af de unge. Det bliver ikke bedre i dagslys, for de unge er faret vild, og dét i en sådan grad, at der ikke længere synes at være nogen hjem- eller udvej.

Kører i ring
"The Blair Witch Project" kører i ring det meste af tiden, og de evindelige kamerarystelser trætter. Der kommer et tidspunkt, hvor det stort set ikke længere er til at bære med de samme intetsigende billeder af sort/hvid-blegfarvet skovbund, akkompagneret af de unges trendy ordvalg. Mest nervepirrende (på den "ufede måde") er kameraføreren Heather Donahues konstante brug af ordet "fucking".

Hårrejsende øjeblikke
Der opnås i filmens bedste øjeblikke en skræmmende uhygge, der virkelig kan få hårene til at rejse sig. Men hele filmen kan ikke redde æren på disse øjeblikke alene.