Surviving Picasso (1996)

    Billedkunstneren og kvindebedåreren Pablo Picasso har ingen problemer med selvtilliden. Men behandler han sine kvinder ordentligt?


    NY GLANSROLLE

    Omhyggelig karakteristik af den spanske billedkunstner Pablo Picasso (1881-1973), der – som vi vil erfare – var en selvoptaget don juan. Instruktør James Ivory har bevæget sig en smule ud over sin vanlige filmtype med denne upolerede biografi.

    En uovervindelig skuespiller
    Der står Anthony Hopkins på snart sagt alle scener i filmen: Hopkins er og bliver en uovervindelig skuespiller. Næsten ligegyldigt, hvad han bliver sat til at spille, kommer der noget godt ud af det. Hans karakterstik af Picasso er således både troværdig og indlevende.

    Med baggrundsviden
    Man forstår, at filmen må have indhentet baggrundsviden i Arianna Stassinopoulos bog om Picasso, for ellers ville en frit opdigtet karakterstik som denne af en virkelig persons gøren og laden være for ondsindet og ufin. Picasso var en afskyeligt selvoptaget og kvindefikseret kunstner, der satte sig selv og sine mange penge højere end noget andet.

    Strålende modspil
    Hopkins får strålende modspil af Natascha McElhone, der virkelig imponerer i rollen som elskerinden Francoise Gilot, der, som den eneste af Picassos kvinder, turde sige maleren imod. Filmen er noget for lang, men føles aldrig decideret kedsommelig. Dertil er skuespillet for godt.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025