Mr. Brooks (2007)

En kunstnerisk seriemorderfilm i mainstreamklæder, eller også er det omvendt? Bruce A. Evans’ "Mr. Brooks" er svær at blive helt klog på, den savner fokus, men er samtidig båret af et mystisk energifelt centreret om Kevin Costners titelrollefigur.

Bruce A. Evans har ikke nogen fyldig filmografi på samvittigheden, særligt ikke som instruktør, og "Mr. Brooks" er hans blot anden film på 15 år. Den første var den indholdsløse spradebassekomedie Kuffs (1992) med Christian Slater og Milla Jovovich. Med det melodramatiske seriemorderportræt i "Mr. Brooks" har Evans kastet sig over en helt anden genre. Kreativiteten blomstrer og fortællelysten springer i alle retninger som sprinklervæske fra tilstoppede dyser. Og det er da også en helt igennem sprød historie, der ligger til grund for formidlingen.

Mr. Eark Brooks (Kevin Costner) lever nemlig et rendyrket Jekyll/Hyde-liv som henholdsvis succesrig forretningsmand og kernefamiliefar... og hobbyseriemorder med fingeraftrykssignatur. Da hans hobby pludselig opdages af en fritidsfotograf, står Brooks i et dilemma: Skal han slå den nye trussel ihjel, eller skal han imødegå dennes uventede ønske om at være med som statist på hans kommende mord?
 

Filmen er svær at komme ind på livet af og frastøder også unødvendigt grundet sin alt for aparte fortællestil. Det kommer særligt til udtryk i samspillet mellem Costner og William Hurt. Sidstnævnte bliver i rollen som Marshall Brooks’ skyggeside og er med ham rundt for hele tiden at pirke til dræberinstinktet. Portrættet af Brooks’ to sider kunne have været afviklet betydeligt mere elegant, det kommer skidt fra start og bliver alt for klodset. Kevin Costner får et passabelt portræt klemt ud af den alt for unuanceret skrevne titelrolle, og William Hurt forsøger ihærdigt med spil på de sorte tangenter – uden at lykkes ret langt. Som politiopdageren på sporet af morderen ses en fesen Demi Moore.

Bedst på rollelisten er Dane Cook, der gør det næsten troværdigt som Brooks’ nye plageånd, der ved for meget. Filmen efterlader således et blandet indtryk – under alle omstændigheder et indtryk af, at dette kunne have været langt bedre lagt i mere kunstnerisk ambitiøse hænder.