Adventureland (2009)

    En teenager tager et fritidsjob i et tivoli for at skrabe penge sammen til sin universitetsuddannelse. Samtidig forelsker han sig.


    DRENG MØDER PIGE

    Superbad (2007)-instruktøren Greg Mottola kører her videre ad samme teenagespor, men med lidt mere kød, substans og hjertebanken.

    Teenager i grænseland
    I "Adventureland" møder vi teenageren James, der flakker rundt i grænselandet mellem hjemmeboende og universitetsstuderende, mellem jomfru og fuldt blomstrende forelsket. Og det er en tid, de fleste husker som omtumlet.

    Et nød-fritidsjob
    For at få råd til sit universitetsstudie tager James et job i det lokale tivoli. Ikke noget drømmejob, men det er, hvad han kan få. Og det positive er, at han her møder en lang række andre unge, der har taget samme type job, fordi de heller ikke kunne finde andet.

    En hemmelighedsfuld pige
    James falder for pigen Em, en lidt hemmelighedsfuld type med stærk udstråling. Det er bare lidt svært at vide, hvordan man skal gribe det hele an, når man ikke har noget erfaring.

    Indlevelse i temaet
    Filmen udspiller sig i 1987 og hører til blandt de mere vellykkede og ærlige amerikanske coming of age-historier. De unge skuespillere er fulde af indlevelse i den barn til voksne-transformative tematik, og Greg Mottola instruerer uden alt for mange unødvendige armbevægelser.

    Ubalanceret komik
    Hvad der bliver problematisk for filmen er de lidt ubalancerede komiske optrin. Det kan forekomme dobbelt kejtet i en historie, der i forvejen er bygget op omkring James’ kejtede væsen og usikre famlen efter en voksenidentitet.

    Dreng møder pige
    Bedst står "Adventureland" i de heldigvis vægtige følelsesscener, hvor dreng møder pige foran snurrende forlystelser. Her er samspillet mellem Jesse Eisenberg og Kristen Stewart den mest fremtrædende force.

    Sprød 80’erstemning
    Tidsbilledet er sprødt og fuld af firserstemning, og store dele af handlingen er klogt fritaget for underlægningsmusik. Men der er for mange scener, der forsvinder i enten dikterende toner eller alt for forudsigeligt konstruerede handlingsretninger.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, USA, Komedie, Drama, Romantik, Teenagere, 107 min.

    Dansk titel: Adventureland
    Instr: Greg Mottola Prod: Anne Carey, Ted Hope, Sidney Kimmel Manus: Greg Mottola Foto: Terry Stacey Klip: Anne McCabe Mus: Yo La Tengo