Margin Call (2011)
En investeringsbank på Wall Street opdager, at et kæmpekrak er under opsejling og må træffe nogle vilde natlige beslutninger for at redde sig selv.
»OM DEN VARME GRØD...«
Florlet, stilfuld og velspillet spænding i en historie, der dyrker det uafklaredes mystik med hidtil uset virkning. Instruktør og manuskriptforfatter J. C. Chandor får så meget energi ud af sin eget Oscar-nominerede manuskript, sine skuespillere og sine til- og fravalg, at "Margin Call" ender som en filmoplevelse i de højere luftlag.
Vi befinder os i et Wall Street-højhus omkring begyndelsen af den finansielle krise i 2008, hvor de ansatte i en investeringsbank i filmens anslag må gennemleve en meget omfattende og ufint eksekveret fyringsrunde. 80 % bliver fritstillet uden varsel. En af de fyrede mellemledere giver i skyndingen en tilbageværende en usb-nøgle med en uafsluttet sag, som snart skal vække meget stor røre i firmaet. Hvad, det helt præcis er, der udgør så ubehagelige nyheder, melder historien kun omridset af. Men det involverer dybe pandefurer og en mulig bankerot for det store firma. Så der holdes natlige krisemøder og tages finansielle beslutninger, der kan række langt ud i fremtiden...
En af forcerne ved Chandors fortællestil er, at han tør kredse om den varme grød uden at pinde alt indholdet ud. Det er op til den enkelte at forsøge at lægge puslespillet med fare for, at det aldrig går helt op. Langt det meste af handlingen udspiller sig om natten om bord på højhuset, hvor firmaets topfolk og et par af de mere sagesløse gulvfolk mødes og diskuterer den akutte situation. Helt alvorligt bliver det, da bossen for det hele flyves ind i helikopter – bossen i en præstation af de helt store og nuancerede leveret af Jeremy Irons. Det er højspændt, intens og etisk betændt dramatik leveret af en mester i knaphedens æstetik og virkemidler. Chandor får også det nærved optimale ud af sit havdrama All Is Lost (2013) med kun Robert Redford på rollelisten.
"Margin Call" er kendetegnet ved sin lækre fotografering, indfangelsen af storbyæstetikken i fugleperspektiver, byens natlys, kontormiljøet og dets mange skærmgenskær. Foruden Irons’ vidunderlige birollepræstation fornøjer Kevin Spaceys portræt af den etisk trængte firmaveteran Sam Rogers. Og Stanley Tucci er – især i filmens anslag – en dybt troværdig repræsentant for fyringsrunders offerrolle. Spændingen bliver ikke mindre, efterhånden som de endelige beslutninger må tages. Men vi får ikke en reel klimaksafrunding, hvilket opleves som endnu en kvik og velovervejet balancekunst fra Chandors side.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2011, USA, Thriller, Drama, Biografi, Biler på film, 107 min.
Dansk titel: Giftig viden- Kevin Spacey (Sam Rogers)
- Paul Bettany (Will Emerson)
- Jeremy Irons (John Tuld)
- Mary McDonell (Mary Rogers)
- Demi Moore (Sarah Robertson)
- Stanley Tucci (Eric Dale)
- Aasif Mandvi (Ramesh Shah)
- Al Sapienza (Louis Carmelo)
- Simon Baker (Jared Cohen)
- Maria Dizzia (Executive Assistant)
- Peter Kim (Timothy Singh)
- Zachary Quinto (Peter Sullivan)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste originale manuskript
- BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering