Lost Highway (1997)

    En jazzmusiker og en ung mekaniker får på mystisk vis deres tilværelser viklet ind i hinanden – med fatale følger.


    LYNCH-MYSTIK AF HØJ KALIBER

    I David Lynchs film hersker ofte et storslået mystikunivers, hvor intet er givet, og alt kommer som en overraskelse. "Lost Highway" er ingen undtagelse: Vi kastes lige ud i det og kan ikke give slip før længe efter sidste filmglimt.

    Intens og gribende
    Filmen er intens og gribende i Peter Demings lækre fotografering, en hårdnakket konsekvent lyssætning og fabelagtig klipning. Samtidig pumper Angelo Badalamentis velkomponerede musik og tilfører filmen puls og nerve, farligt godt kombineret med særprægede popnumre og absurde lyde.

    Koncentrationskrævende
    Historien kræver – ikke overraskende – dyb koncentration og fordybelseslyst. Vi må selv tænke, intet får vi forærende. Løsningsmodellerne og forklaringerne på de mystiske begivenheder er mange, men måske er der en blandt de mange, der er mere gældende.

    Barskt og uforklarligt
    Historien drejer sig om jazzmusikeren Fred Madsion (Bill Pullman i en kraftpræstation) og mekanikeren Pete Dayton (spillet af den talentfulde Balthazar Getty). De to mænds tilværelser vikles på ganske barsk og uforklarlig vis ind i hinanden.

     

    Sammenkædede skæbner

    En mystisk mand kæder skæbnerne sammen med sin absurde fremtræden, men helt hvorfor og hvordan må vi selv arbejde os frem til en forklaring på...

    Hele følelsesspektret
    Det er skønt med film, der kan kombinere god underholdning med et krav om tankevirksomhed fra publikum. Det er David Lynch mester i. "Lost Highway" er en rå blanding af vold, gys, humor og erotik, derfor er der gode muligheder for at nå hele følelsesspektret igennem.

    Overbevisende skuespil
    Alle skuespillere er meget overbevisende, men en helt særlig præstation leverer Robert Blake som den mystiske mand  med sit blegklamme fjæs og iskolde udstråling. Robert Loggia har sit livs rolle som gangsteren Mr. Eddy, en unik sammensætningsperson med meget kort lunte.

     

    Selvlysende dobbeltpræstation

    Patricia Arquettes dobbeltpræstation er selvlysende, og Bill Pullman er næppe set bedre. Balthazar Getty overbeviser, og Gary Busey har en fin birolle som Petes far.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025