The Search (2014)

Michel Hacanavicius barsler her med sin første spillefilm siden multiprisvinderen The Artist (2011), og det kan hurtigt konstateres, at vi er ovre i en helt anden boldgade. Inspireret af Fred Zinnemanns Oscar-vinder fra 1948 om eftersøgningen af et barn i efterkrigstidens Berlin, har Hacanavicius hensat handlingen til krigen i Tjetjenien.

"The Search" fortæller to historier i én. Året er 1999, og 9-årige Hadji (Abdul Khalim Mamutsiev) passer sin lillebror, da han gennem vinduet overværer det helt meningsløse mord på sine forældre. Soldaterne keder sig lidt, og skyder, bare fordi der er lidt uro på den jordede landsbygade. Storesøsteren forsvinder sammen med soldaterne, og Hadji er nu alene på flugt med lillebroren i favnen, før han beslutter sig for at lægge babyen fra sig ved et hus.

Da Hadji havner i en større by, bliver han til alt held opdaget af velgørenhedskvinden Carole (Bérénice Bejo). Hun tager den traumatiserede og tilsyneladende stumme dreng under sine vinger og får ham gradvis på gled. Samtidig følger vi teenageren Kolya (Maksim Emelyanov), der hundses ind i den russiske hær som alternativ til fængsel efter en ubetydelig forseelse. Snart er han hærens lette mobbeoffer med de frygteligste jobs og udsigt til både fysiske og psykiske ar.
 

Hvad, der lykkes bedst for Hacanavicius i "The Search", er egentlig springene mellem de to separate historier. Begge handlinger er præget af både det højspændt dramatiske, men også af en smertefuld menneskelig indsigt. Når filmen står stærkest i de to historier, er vi helt derude, hvor sjælen påføres ar af krigens grufuldhed. Men selvom filmen grundlæggende er meget ærlig i sine portrætter af umenneskelighedens ansigter, har den også en noget unødvendig sentimental slagside. Handlingerne tangerer ganske enkelt det lidt for banale og søger det frygteliges "lette" udveje.

Hacanavicius er ellers dygtigt fokuseret på at komme under huden, hvilket ikke mindst mærkes i de virkningsfulde nærbilleder af de to hovedrolleindehavere – i hver deres ende af krigens meningsløshed. Hér er det helt centralt, at både Maksim Emelyanov og Abdul Khalim Mamutsiev spiller særdeles fremragende, fuld af indlevelse og med afmagtens udtryk malet i ansigterne.

Georgien gør det ganske troværdigt ud for Tjetjenien, og armoden lyser ud af alle små gyder og boliger. I Guillaume Chiffmans fotografering bliver denne forfaldets æstetik en væsentlig medspiller, der ikke er overpoleret for forståelsens skyld. Vi befinder os i det sentimentales grænseland, men filmen holder sig hele tiden inden for det rimeliges grænser. Bérénice Bejo udgør en fin moderlig skikkelse for den fortabte dreng og erfarer hen ad vejen, hvor godt hun selv har det i en verden præget af svigt og had. Udsultede lokale hunde på evig jagt efter lidt spiseligt mellem ruinerne bidrager til en troværdig armodskulisse.