Blændværk (1955)

"Johan Jacobsen-filmen, der vakte diskussion – og blev en publikumssukces...". "En dramatisk dansk film om to unge menneskers kærlighed" og "En dramatisk dkildring af politisk fanatisme og unges kærlighed," var nogle af de salgslinjer, som pressematerialet til "Blændværk" foreslog.

Livsfarlige intriger

Det er venstreorienterede politikere, der igangsætter denne films livsfarlige intriger, der kredser om sabotage mod de NATO-skibe, der sejler med krigsmateriel. Midt i denne farlige cocktail forsøger et ungt par at få kærligheden til at blomstre, men det er så godt som umuligt. De er på flugt med stjålne penge, der viser sig at være sorte, og som en overlæge har gemt for omverdenen.

Banebrydende nøgenhed
Poul Reichhardt og Kjeld Petersen spiller et par af filmens politiske hovedroller som henholdsvis fagforeningsformand og partiformand. Det unge par spilles af Henrik Wiehe og Mimi Heinrich – sidstnævnte viser sig ganske nøgen i et par scener, hvilket var banebrydende, for dansk film på dette tidspunkt. Overlægen og hans kone er virkelig kommet på glatis, og forsøger at krybe uden om kniben.

Højdramatisk fortællekunst
"Blændværk" er højdramatisk dansk fortællekunst, der måske ind imellem kan virke lidt primitiv i opbygningen, men som i bund og grund rummer klare kvaliteter i fortælling og skuespil. Helt store præstationer bliver det dog ikke til. Bedst er Kjeld Petersen i en svinsk og alvorlig rolle. Johan Jacobens instruktion er solid og engageret.

Blev grinet ad til premieren

I samtiden blev "Blændværk" søsat som en film med en delikat baggrund, idet filmkomponisten Erik Fiehns manuskript skulle være et forsøg på et antikommunistisk felttog. Fiehn udtalte ovenpå en lidt kontralogisk grine-reaktion fra publikum til premieren: "Jeg tror ærlig talt, at det var et kommunistisk organiseret Grinekor, der ødelagde Premieren paa "Blændværk", der fik en mildest talt ublandet Modtagelse af Anmelderne."