Cheaper by the Dozen 2 (2005)

    En kernefamilie med 12 børn tager på campingtur ved søen, hvor farens gamle plageånd og rigmand udfordrer familien på alle mulige leder og kanter.


    GENRERUTINE #2

    Sammenhængende film:
    Cheaper by the Dozen (2003)
    Cheaper by the Dozen 2 (2005)

    Mere selvantændelig familiefarce - og en uundgåelig efterfølger til kioskbaskeren fra 2003 - der selv var en genindspilning af 50’erfilmen af samme navn: "Cheaper by the Dozen" 1 & 2 anno 2000'erne leverer det helt igennem forventelige, hvor Steve Martin trækker det store læs, helt på rutinen.

    På campingtur ved søen
    I 2’eren samles hele familien Bakers 12 børn store hær med de gamle på en campingtur ved søen, som i de gode gamle dage. Men meget har forandret sig på de mange år, ikke mindst husets tilstand, der står i skærende kontrast til luksus-millionvillaen på den anden side af søen.

    Én lang konkurrence
    Luksushuset tilhører rigmanden Jimmy Murtaugh, der godt nok kun har otte børn, men som Tom Baker alligevel er svært misundelig på - han har bare ikke lyst til at vise det. Derfor gør han alt for ikke at tabe ansigt, på egen og familiens vegne. Alligevel bliver sommerferien én lang konkurrence på, hvem og hvis børn, der er bedst.

    Bundkommercielt
    Der er ikke umiddelbart den store niveauforskel på disse to opdaterede komedier. Fælles for begge er, at de er så bundkommercielle, at enhver tankevirksomhed på forhånd er vredet fuldstændig ud af den sure karklud.

    Ansigtsvridninger
    Steve Martin vrider og vender ansigt og kropssprog, det bedste han har lært, mens Eugene Levy leverer stereotyp konkurrent med næsen meget højt i sky, og Bonnie Hunt er lillemor med ben i næsen.

    Et par semi-morsomme scener
    Et par semi-morsomme scener opstår i mødet mellem de to familiekulturer: Da familien Baker er på besøg hos familien Murtaugh, ben-voldtager Baker-hunden for det første Jimmys unge og barmfagre kone noget så eftertrykkeligt. Og så er et uheld med en kande juice skyld i, at Kate Baker må låne en bluse af selvsamme barmfagre - og dén efterlader ikke meget til fantasien.

    Udtalt fantasiløshed
    Fantasi er ellers ikke det, der præger "Cheaper by the Dozen 2", men den amerikanske kernefamilie vil givet føle sig godt underholdt - om ikke andet får man nøjagtig det, man forventer, og det kan være guld værd for den type, der går målrettet efter ikke at blive skuffet.

    Masser af musik
    Ganske som 1’eren er 2’eren fuld af frisk filmmusik og popsange, hellere for en sikkerheds skyld fylde publikums ører med stemningsdikterende toner, selvom alt indhold er givet på forhånd.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, USA, Komedie, Farce, Børn på film, Familie, Teenagere, 94 min.

    Dansk titel: Det vilde dusin 2
    Instr: Adam Shankman Prod: Shawn Levy, Ben Myron Manus: Sam Harper Baseret på: roman af Frank B. Gilbreth Jr. og Ernestine Gilbreth Carey Foto: Peter James Klip: Matthew Cassel, Christopher Greenbury Mus: John Debney